Jeg løb i går og kom til at fisolofere lidt over, om jeg har haft nogle usædvanlige oplevelser på mine løbeture, som har skilt sig ud ved at være anderledes, spøjse, gakkede eller sjove! Jeg ved hvad du tænker på nu, men nej, ikke alt behøver at handle om at skide i sine vintertights! – Næææh, den skid er slået (When shit happens).

Hvor utroligt det end lyder, så havde jeg svært ved at komme på noget som var super mærkeligt. Men her har jeg skrevet et lille udvalg af små historier, og håber at du som læser, også har lyst til at dele en anderledes oplevelse med os andre 🙂

Nøglen
Aller første gang jeg mødte Claus Hechmann (elitetræner, forfatter til ‘Løb som eliten’ mv.), var til en stor fællestræning i Dyrehaven, hvor jeg var med for at blive lært lidt op som træner af ham. Løbende guidede Claus os et kvarters tid væk fra Fortunen, ved hjælp af et håndtegnet kort skrevet på A4 papir, så han kunne finde vej hen til det sted, hvor vi skulle lave vores bakkeintervaller. Herefter opdagede han til sin ærgrelse, at han havde tabt sin bilnøgle et sted på vejen (Han bor ved Slagelse, så der er langt hjem i løbesko!!!), og så rendte vi ellers tilbage og ledte med snuderne i skovbunden, hvor vi mente at have været. Spredt fra alle vinde, lykkedes det dog en at finde nøglen på mirakuløs vis, men om vi mistede en løber eller to i skoven, er jeg lidt i tvivl om!

Loppefund
Sidste sommer havde jeg en lørdag morgen planer om at løbe en længere tur, og smuttede derfor afsted på en ny rute i retning af Damhussøen for at prøve noget andet end mosen. Da jeg var kommet op til Brønshøj Torv, ca. halvanden kilometer fra vores hjem, opdagede jeg at der var loppemarked, og løb derfor ind gennem pladsen for hyggens skyld. Jeg endte med at rydde en halv loppebod for de fedeste tøjkup, og måtte vandre langsomt hjem igen med hele molevitten. Så ingen løbetur til mig den dag!

Fucking cyklist!
Ja, undskyld jeg bander, men forrige sommer lå jeg og førte ‘Alt for Damernes Kvindeløb’ (5 km) med ca. 100 meter ned til nummer 2, og midt på ruten kommer der så en cyklist kørende imod mig, som bliver forvirret over, om han skal holde til højre eller venstre, og dermed nærmest brager vi ind i hinanden og jeg må stoppe helt op. Totalt frustreret råber jeg forpustet noget i stil med “så flyt dig dog din store idiot”, og kigger mig bagud, hvor nummer to allerede ånder mig i nakken. Jeg prøver at få startet op igen, men er helt ude af rytmen og skide tosset indeni, men ender heldigvis med at vinde løbet, selvom resten af turen var noget amputeret.
Reglen om at holde til højre, er altså ikke helt tosset fundet på. Men han var måske fra England….

Pas på flagstangen
Til Femina Kvindeløb for 3 år siden, har jeg en privat videooptagelse, som min søster optog, fra da startskuddet går, hvor jeg lægger ud forrest i feltet, og lige bag mig vælter en flagstang ind over startområdet i den stærke blæst. Ingen kom heldigvis til skade, men jeg opdagede ikke noget! Til gengæld kom jeg i mål som nummer 1 i tiden 16.10, fordi ‘vejviserne’ havde guidet mig forkert på ruten. Den rigtige nummer 1 kom et par minutter efter 😉

Rotter
Jeg møder sjældent rotter på min vej, selvom jeg bor og løber ved Utterslev Mose og er yderst opmærksom på dem. På én og samme tur mødte jeg dog først en meget flad rotte, som nok havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da en størrelse 49 kom trampende? På samme tur mødte jeg også en aldeles levende rotte, som kom pilene over stien, netop som jeg kom løbende. Det gjorde ikke min rottefobi mindre, og med ståpels over hele kroppen, løb jeg hjemover. Min kæreste Rune siger ofte, at jeg burde blive behandlet for min rottefobi, fordi den fylder en del. Jeg er typen der altid lige tjekker toiletkummen før jeg sætter mig, stamper i jorden ved cykelskuret, når jeg skal have min cykel eller kigger mig vagtsomt omkring, hvis jeg ligger på et tæppe på en græsplæne. Måske Rune har ret. Men to rotter på én dag er heldigvis ikke hverdagskost! Mon der er andre end mig der er bange for de små kræ, og hellere ville svømme med sultne hajer, end røre ved en fæl rotte?

Kom gerne med dine små historier, så jeg har lidt højtlæsning for ungerne i aften! 😉