Vi er mange der lige er kommet fra ferie, og skal tilbage på sporet. Personligt havde jeg det i går som om jeg havde været faldet i søvn på sofaen og ikke anede hvor jeg var, hvad jeg kom fra og hvor jeg skulle hen. Det må være den ultimative feriefølelse – omend den er minus produktiv.

Da jeg ud på dagen i går skulle tanke det tomme køleskab op og ville snubbe stålgeden op til Netto, opdagede jeg at mit forhjul var punkteret – og fejlagtigt hev jeg en kæmpe torn ud, for så at pumpe dækket op og forsøge at køre videre, mens luften fløjtede hurtigere ud end Roger Whittaker kunne fløjte ‘Mexican whister’ (tjek lige den video ud!)  – og så fik jeg en direkte association til min løbeform: Det kan nærmest føles nytteløst og UNFAIR, at de anstrengelser jeg har gjort mig i ferien for at få trænet så godt jeg kunne trods varmen, kun lige har opretholdt formen og ikke bygget ovenpå. Lidt a la den der irriterende følelse, når man står på trappemaskinen i fitnesscenteret og ikke kommer nogen vegne! Et trædehjul uden ende….Det var virkelig en demotiverende tanke, og på ingen måde godt for noget, så det filosoferede jeg lidt mere over på den langsommelige cykeltur, som blev afbrudt af 3 x pumpen på de 700 meter….

Så nu deler jeg mine tanker her: Man kan jo ikke sige at ferietræningen har været ’spildt’, for så skulle jeg starte forfra på min 12 ugers træningsplan, og først være i land længe efter nattefrosten er indtruffet og løbet har været afholdt. Så det har naturligvis været de spandevis af sved værd, fordi Copenhagen Half Marathon er mit erklærede årsmål, og jeg ville absolut ikke have ros tilovers til mig selv, hvis jeg lod formen sive, selvom det er det letteste i verden!
Og det er faktisk en af de sværeste ting, ved at have ambitioner for sig selv: at opretholde den gode form, hele tiden at have nye mål, som føles magiske og at kunne zoome ud og se at det hele giver mening i et større perspektiv.  Jeg oplevede i ferien, at have mange indre dialoger, om hvorvidt det her løb virkelig er så vigtigt, når nu jeg ikke er eliteløber, og at jeg i en alder af 41 ikke kan løbe helt ligeså godt, som da jeg var yngre alligevel, og derfor godt kan slappe lidt mere af og ikke nødvendigvis synes at jeg altid skal træne som jeg gør…..Massevis af undskyldninger for at lade skoene stå og lade mageligheden vinde.

Hvordan får man lige vendt sådan en fætter? Og så tænkte jeg igår den tanke videre, mens jeg pumpede dækket igen igen: Vil jeg være god ved min krop? Leve et aktivt liv? Mærke selvtilliden blomstre, når jeg er i god form? Se godt ud i spejlet? Dyrke de mange venskaber jeg har fået gennem løbet? Ja, for hulen jeg vil!!! Og jeg har en forpligtelse som løbetræner, blogger, skribent og mit eget selvbillede. Derfor gav det mig mega meget blod på tanden, at have haft de tanker op til overvejelse, og formå at vende dem til noget positivt. Et aktivt valg, der bliver frisk fra fad. For nogle gange kan man godt selv glemme, hvorfor det hele nu var……

Jeg tog en 15 km løbetur i går, og nød den, mens jeg mærkede lysten til at løbe. Turen foregik helt uden ur, da jeg netop har sendt overophedet Garminur til reparation, efter det stod af på turen til Mallorca. Så den næste tid er jeg all by my self, og løber på den sunde fornuft og en let skelen til min træningsplan, som jeg dog på ingen måde er styret af. Jeg løber mest på sund fornuft, lyst og en god portion baggrundsviden som løbecoach. Det er godt nok til mig, selvom jeg ind imellem kan komme til at sammenligne mig med mange andre gode løbere, for hvem træningsplaner, synes som det eneste rigtige. Der er jeg ikke. Men når det så er sagt, så giver løb mig saftsusemig meget, og nok mere end jeg ville kunne opnå i et slag bowling, som jeg er descideret elendig til.

Løb er og bliver min sport og den vil jeg blive ved med at dyrke, så længe jeg kan. Basta!

Kender du også de her tanker? Kommenter meget gerne via Facebookopslaget 🙂