Der snittes, hakkes, skæres og blendes i en uendelighed i disse dage, hvor køleskabet bugner af friske grøntsager og rodfrugter, og skabene med bønner, linser og andet eksotisk! Min kæreste Rune og jeg, besluttede nemlig kort før nytår, at starte året ud med 7 dage, som kostmæssigt er helt i top! Målet er at give kroppen en tiltrængt pause for konfektbombardementet, at teste effekten af en sundere kost på krop og sind og at blive renset godt igennem. En ekstra bonus vil være at maverne bliver fladere og at kroppen blir mere balanceret som helhed.

For ikke at skulle kloge mig på en kostvejleders vegne, har jeg fået kraftig inspiration fra en bog jeg fik forærende sidste år ,”Den sejeste suppekur”, som er temmelig interessant at læse for det første, og som ikke beskriver en sultekur, men en kur der tager højde for, at man får alt hvad kroppen har behov for.
Ordet kur, får normalt mine hår til at rejse sig, da det giver lidt dårlige associationer til så meget andet. Men jeg vil hellere sige, at vi er udpræget sunde i 7 dage, og herefter finder vi ind i en normal og almindelig sund hverdag igen.

Nu har vi været i gang i 4 dage, og jeg har personligt observeret følgende:
*Lækkersulten aftager lidt efter lidt (kan typisk kvæles med en kop urtete…eller et par blade basilikum, som jeg gnaskede på forleden, i desperation efter noget lækkert at gumle på).

*Vægten er faldet med halvandet kilo for mit vedkommende (Jeg toppede nok også lige morgenen efter nytår hvor vi startede, men anyways er den faldet en del).

* De fleste supper smager fantastisk, og der er heldigvis mange opskrifter at vælge imellem. (se et par eksempler længere nede).

* Mine favoritter er morgemadsbowlerne, som er lidt sødere end de øvrige. Elsker specielt toppingen ‘Kakao nibs’, som er knasende lækre i munden.

* Jeg tisser en del! En tur i biffen i torsdags var lidt af en prøvelse 😉

* Jeg er overhovedet ikke træt om aftenen og vågner udhvilet før normalt!

* Jeg er ikke nær så hævet om øjenene om morgenen som ellers, og har ikke store liggefolder i huden på kinderne, hvor jeg ofte har brug for et par timer, før ansigtet falder i normale folder.

* Fordøjelsen virker rigtig godt 😉

* Ingen registrerede hovedpiner eller kvalme, selvom en udrensning godt kan have den effekt ifølge bogen.

* Er møg misundelig på børnenes mad, selvom jeg er glad for supperne. Tænker meget på mad disse dage, men er ikke sulten. Tror det er ren vane at spise hvad der falder mig ind.

* Vi drikker egentlig kun vand og urtete denne uge, MEN jeg har savnet min kaffe så meget, at jeg er gået på et kompromis med mig selv om, at én om dagen er ok – dog uden mælk, men med mandeldrik i stedet. Det er jo ikke en religion, og det skal være 7 dejlige dage. Men der måtte jeg altså kaste håndklædet i ringen for ikke at blive en sur madamme, og det har gjort en gigantisk forskel på min oplevelse af det hele.  Ja ja, det er slapt, men jeg er kun et menneske!

En typisk dag på supper består af følgende:
* En lækker morgenmadsbowle a la en sund smoothie serveret i skål og fyldt med knasende lækre valgfri toppings. Fx. bær, ristede kokosflager, granatæblekerner, mandler osv.

* 3 forskellige grøntsagssupper over dagen. Fx. kl. 12, 16 og 18.30. Supperne er alle spækket med diverse grøntsager, rodfrugter, linser, bønner eller kikærter, frisk chili og andet halløj, plus en god sund bouillon (noget økohalløj), og noget Tamari Soya Sauce som salt-alternativ. Alle supperne får også en god gang topping på a la diverse friske krydderurter, sesamfrø, hakkede forårsløg, hakkede ristede nødder/mandler, æbletern i små stykker mv. Kun fantasien sætter grænserne.

Jeg bliver mæt hver gang, og mit blodsukker føles stabilt.

Eksempel på morgenmadsbowle fra bogen (til to personer):
Hindbær- og rødbedebowle
2 dl kokosvand
2 dl kokosmælk
1 frossen banan
1 avocado
2 spsk hampefrøskaller
2 spsk rå kakaonibs
1 spsk peanutbutter
2 små rødbeder, skrællet og skåret i små stykker
2 dadler uden sten
2 1/2 dl hindbær (frosne)
1 tsk vaniljepulver (Urtekram laver bla. en go’ en)
2 tsk acai-pulver (købt i helsekostbutik)

Blende, blende, blende……drysses med toppings og haps!

Og så et par eksempler på to af mine favoritsupper fra bogen (til to personer):

Chilisuppe (skal ikke blendes)
2 dl kogte røde quinoa
1 spsk kokosolie
1 finthakket rødløg
2 fed finthakket hvidløg
1 stor gulerod skåret i små tern
1 rød peber i tern
1 stilk bladselleri skåret i tern
1 dåse flåede tomater
1 spsk tomatpure
1 håndfuld frisk oregano eller frisk persille
2 tsk stødt spidskommen
Rød frisk chili, finthakket og i passende mængde (1/2 til 1 hel)
4 dl bouillon af øko grøntsagsbouliion
4 dl kogte røde kidneybønner
Tamari efter smag

Løg og hvidløg svitses blanke i olien. De øvrige hårde grøntsager puttes i og vendes kort inden tomater m.v vendes i blandingen. Tilsæt krydderurter og de øvrige ingredienser (pånær bønner og quinoa),  samt bouillon. Tilsæt til sidst quinoa og bønner og varm det hele godt igennem. Vupti, så er der serveret 🙂 Husk de mange lækre toppings, hvor kun fantasien sætter grænsen.

Blomkålssuppe (skal blendes)
2 spsk kokosolie
1 stort hakket løg
2 fed hvidløg, finthakket
1/2 blomkål i små buketter/stykker
2 store persillerødder, skåret i små tern
1/2 liter grøntsagsbouillon (øko)
2 dl kokosmælk
2 1/2 forkogte kikærter, som er skyllet og drænet
2 spsk tamari

Løs svitses i olien, og de resterende ting puttes i gryden og simrer til det hele er mørt og klar til en tur med stavblenderen. Suppen bliver lækker og cremet og klar til en omgang friske toppings 🙂

Bon appetit! Og I skal få en status fra mig efter alle 7 dage er gået, hvor jeg kan sige hvordan jeg synes vores oplevelser har været. Bemærk at disse supper kun udgør et lille udvalg af de mange der er i bogen!

______________

LØBETRÆNING
Husk også liiiiige at melde jer ind i Hechmann Running, så vi kan træne sammen fremover og også løbe og snakke om lækker mad og andet vigtigt mellem intervallerne! Fællestræningerne er gratis for alle resten af januar måned i hele landet (normalt kun for medlemmer) og der er 50% rabat på løbetests, hvis man køber den inden udgangen af januar. (læs mere her)

God weekend alle sammen 🙂