Onsdag aften havde jeg fornøjelsen af at deltage i et foredrag om lykkeforskning på Københavns Rådhus, arrangeret af International Club Copenhagen. Det var direktøren for Institut for Lykkeforskning, Meik Wiking, der stod for indholdet. Temaet omhandlede det faktum at Danmark flere gange er kåret som det lykkeligste folkefærd i verden.

Mange mennesker vil nok tænke, “hov hov, SÅ lykkelig er jeg altså ikke”, men det er heller ikke det samme som at der ikke er mere at gøre i lille Danmark. Og der er desuden tale om et gennemsnit. Derved kan der sidde mange ulykkelige mennesker i Danmark.
Som mindre lykkelig, kan det fx. også føles ekstra hårdt at være omgivet af al Facebook-lykken. Hvem kender ikke den følelse, når en eller anden mor sidst 30-erne slår rekord i alverdens løb og smiler overskudsagtigt til kameraet? 😉 “Ad” siger jeg bare! Men jeg kender skam godt den følelse af at alle andre bare har det VILDT godt, er i perfekte og tætte relationer, rejser de fede steder, og bager de lækreste kager. Og den tendens har faktisk påvirket lykkeniveauet, da der er flere deprimerede i samfundet.

Der er rigtig mange målepunkter med i undersøgelsen og nedenstående er blot de umiddelbare målepunkter. Det skal dog understreges, at man ikke kan lave en endegyldig facitliste, og at målinger også skal ses som et oplæg til debat om hvad der skaber et lykkeligt samfund:

* Tillid til hinanden som mennesker. Vi er ikke bange for at blive dolket ned, eller stille barnevognen på gaden

* Tryghed som borger grundet Velfærdssamfundet. Det har især betydning for de mindre velstående.

* Velstand gør generelt mennesker gladere, hvis man altså benytter midlerne til noget der gør én glad.

* Frihed er følelsen af selv at kunne bestemme over sit eget liv, blandt andet gennem de rettigheder vi som befolkning har

* At arbejde, giver udover løn, en bonus ift. sociale relationer og identitet.

* Demokrati i DK, giver os en følelse af at kunne være medvirkende til beslutninger

* Frivilligt arbejde er meget udbredt i Danmark, og det har en meget stor lykkefremmende indvirkning, på den der udfører arbejdet.

* Balance i arbejdsliv og familieliv, tid til personlige interesser og oplevelsen af fleksibilitet og kvalitet på arbejdspladsen.

healthy

I et citat fra “World Happiness Report” fra 2012 står dér

“Lykke påvirker sundhed, og sundhed påvirker lykke.”

Jeg er naturligvis optaget af det emne. For får vi løbet turen fordi vi er i overskud, eller får vi overskud af løbeturen! Der er faktisk ikke en klar melding om dette, og mange forskere taler derfor om en gensidig påvirkning. Så løb bare en tur, selvom du er i dårligt humør en dag. Det værste der kan ske er at dit humør stiger 🙂

Desuden lever lykkelige mennesker længere og helbredseffekten er stor. Så stor at det svarer til forskellen mellem at være ryger og ikke-ryger (jvf. undersøgelse i Rotterdam).

Så kvit smøgerne og løb en tur, så bliver du 150 år ! (jvf. en ikke-evidensbaseret undersøgelse af Julie Carl).

God weekend til jer alle