Når noget i ens liv i perioder går dårligt, og humør og overskud er helt i bund, så er det ikke dér man lejer den lokale cafe en søndag morgen og inviterer venner og familie til brunch, for at snakke det igennem. Man isolerer sig ofte, undgår for mange aftaler og bliver mere indadvendt. Når man kommer lidt ud af boblen, og tingene vender, så er det mega nemt at tale om hvordan man havde det i den periode, fordi man ikke længere har det sådan og allerede er distanceret fra de tanker og følelser man gennemgik. Og dermed har bevist, at man ikke er svag og godt kunne klare den. I ved nok hvad jeg mener 🙂

Sådan har jeg det også lidt med motivationsbegrebet – Bare omvendt!
Det er ret nemt at forsøge at forklare hvordan man som motiveret har det, men for en ikke-motiveret giver de kloge ord ligeså meget mening som en indisk skoledrengs kridttavle gør. Man kan simpelthen ikke forstå det eller mærke det i kroppen. Ligesom man heller ikke kan tvinge en forelskelse igennem til Donald Trump, hvis man skulle.
Men ikke dermed sagt, at man skal læne sig tilbage og håbe at skæbnen tvinger en portion trylledrik i dig, så du pludselig får stjerner i øjnene, og lyst til at stå op kl. 5 uden snooze, fordi du skal ud at løbe. Nix, der skal gøres en indsats, og opskriften er din egen, selvom det er helt ok at lade sig inspirere af andre.

Nu er jeg tilfældigvis alvorligt inficeret af motivation på løbefronten lige pt, så efter en meget lang periode med tvangstræning (jeg løb mest fordi jeg skulle og burde), mærker jeg en ualmindelig stor lyst til at træne. Og jeg tænker på mine fremskridt, nyder at være social med andre løbere, og lægger planer for fremtiden. Jeg er ligesom et tulipanløg der skyder (på den forkerte årstid), men hold nu bøtte hvor er det fedt lige nu!

Og hvad skete der så, siden jeg er tilbage i den sprudlende tilstand af  løbermania? Faktisk flere ting, som jeg vil forklare her, mens jeg er fyldt af overskudsenergi:

1. Jeg var begyndt at miste tempo i mit løb, og så det som en nedadgående kurve, som nok ikke endte, før den dag jeg lå i en krukke på Brønshøj Kirkegård. Dvs. jeg lod alderen få skylden, og havde dermed kastet håndklædet i ringen. Ja, det var nok en dårlig undskyldning, men den fastholdt mig i overbevisningen om, at min form havde toppet, og at jeg måtte finde andre motivationsfaktorer end de hurtige løbetider. Med andre ord, var begrebet HÅB slet ikke tilstede  i min træning. Af samme grund havde jeg heller ikke tilmeldt mig Frost Cup i år, fordi jeg slet ikke kan løbe de tider jeg præsterede for få år siden. Til gengæld havde min gode veninde Dorthe, som også er løber og jeg, flere gange snakket om, at vi ville mødes hver lørdag i hele vinterhalvåret og få løbet en lang tur sammen. På den måde kunne vi både dyrke venindeskabet og få nogle af de kilometer i benene, som vi begge var udfordret på. Det blev kickstarten til min tilbagevendte løbeglæde! Og nu løber vi fast hver lørdag, enten i Dyrehaven eller et sted i Nordsjælland, hvor der er smuk natur og frisk luft. For der skal bruges ilt til de mange lange samtaler, der er på dagsordenen sådan et par timer sammen i slow pace 😉
Udover løbeturene med Dorthe, så løber jeg også med Anita Buskov, når vi kan få det til at gå op i vores job- og fritidsplaner. Anita er god for mig, da hun også både er super sød, og i piv god form, og kan få mig lidt ud af min egen comfort-zone ind imellem 😉
Ja, og så løber jeg naturligvis også med en god portion andre løbere, som jeg selv træner og det giver altid god energi på mange andre fronter.

2. Når nu vi løber sammen hver lørdag, Dorthe og jeg, var det ret praktisk at have en fælles plan at træne efter, og vi er begge glade for alt fra 5 km til halvmaratonløb. Så nu løber vi begge efter den samme træningsplan inspireret af Hechmann Metoden (står omtalt i bogen ‘Løb som eliten’ af Claus Hechmann). Ergo har vi fået et fælles projekt, som er guld værd på et dybere plan.

3. Det at følge en plan, kan enten føles som en klods om benet, eller give struktur. Denne struktur har været god for mig at få tilbage, efter at have været lidt løs på tråden i længere tid. Og nu er vi to, der skal følge den, og derfor forpligter det i endnu højere grad.

4. Efter nu 4 uger, begynder jeg også at mærke effekten i kroppen, da jeg føler mig stærkere både fysisk og psykisk. Dermed er jeg begyndt at glæde mig til Nytårsløbet den 31. december! Selvom det ikke er iltoptagelse og topfart der ligger højest på dagsordenen i vintertræningsplanen, men derimod udholdenheden, så har jeg så tilpas meget energi ophobet, at jeg får den mest afsindige trang til at fyre den af som en nytårsraket den 31…

Jep, håbet er vendt tilbage sammen med løbeglæden! 

 


Hvad med dig?

Skulle du tilfældigvis mærke en snert af motivation du ikke har handlet på, så kan en metode være at sætte dig et sted, hvor du har ro til at drømme i fred, og noter så ned hvad du ønsker og håber på, samt på hvilke måder du kan komme derhen af.  Uanset form eller alder, er der altid en måde at få tændt sin gnist på.
Måden at tænde den på er individuel, men måske du før har været i den tilstand, og kan komme i tanke om hvad det var der drev dig på daværende tidspunkt?

Held og lykke med din kommende motivationsrus 🙂