Det ville jo være en lodret løgn, hvis jeg påstod at motivationen til styrketræning KUN handler om at få en stærk løberkrop, og at øvelserne kun laves for at undgå skader og blive en hurtigere løber! For er der ikke en snert i os alle, hvor vi bare møg-godt kunne tænke os verdens strammeste og mest tonede mave?  Her mener jeg en mave, som tåler et par tætsiddende jeans, uden at noget overskydende buler ud over kanterne, eller maven som tåler at man sidder på strandstolen i bikini/bar overkrop og ser toplækker ud, uden overflødige folder af fedt og hud (der ingen funktion har længere – nu hvor børnene er født).

Men c’est la vie! Jeg tror at de fleste mennesker har den slags drømme med jævne mellemrum, om det så handler om højtsiddende baller af stål, store biceps eller brystmuskler der kan spille. Min egen drøm om en sixpack eller baller af stål er der jævnligt, men det blir sjældent til så meget andet end at løbe og så lige smide mig på badeværelsesgulvet i 2-3 minutter. Det kommer der ikke meget stål ud af.

Jeg tager snart med min kæreste og vores børn til Gran Canaria i en uge, og derfor fik jeg lyst til at få vinterbleg mavse trænet lidt op inden bikinien skal stå sin prøve. Og hvad gjorde jeg så? Googlede ‘verdens bedste maveøvelse’.

Jeg vil lige tilføje følgende: Hvor tydeligt mavemuskler ses, afhænger både af ens fedtprocent, hvor intelligent man træner mavemusklerne, ens alder og om man er genetisk disponeret for at få sixpack. De fleste skal ned på en fedtprocent under 10 for at få mavemusklerne til at træde så tydeligt frem. Så mange har dem muligvis allerede…indenunder 🙂

Hvis man ønsker en sixpack, er det også vigtigt at se på, hvad man indtager af kost. Faktisk udgør kosten op mod 70-80% for ens chancer for at få markerede mavemuskler 😉 Er man kronisk oppustet, så kan det også besværliggøre chancerne for at se musklerne bagved spærreballonen.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig nogle øvelser der er bedre end andre til at ramme musklerne mere præcist. Her kommer den der lige nu er kåret som verdens bedste (når man googler):

‘Roll-outs’
‘Roll-outs’ er blevet kaldt for verdens bedste maveøvelse, og bevægelsen med hjulet (the evil wheel) vil med garanti levere en bomstærk coremuskulatur. Den kan laves i mange sværhedsgrader. Men metoden er typisk, at man hviler på knæene, placerer hænderne på begge sider af hjulet og langsomt ruller fremad med armene strakt frem – uden at falde sammen i ryggen. Rul så langt ud som muligt, uden at gøre skade på dig selv, og rul så tilbage. Gør det med 3 x 10 gentagelser.

Man skal passe på med ikke at overdrive i starten, da det er en hård øvelse. Den skal udføres langsomt og i kontrol, særligt indtil man er en ‘erfaren ruller’. Jo længere du ruller ud, jo hårdere bliver den. Som en bonus træner du mange andre muskelgrupper end kun mavemusklerne:

EN ANDEN GOD ØVELSE
For et par år tilbage, googlede jeg også ‘verdens bedste maveøvelse’ og da var det denne øvelse, hvor man sidder på fx. en stol, holder godt fast med begge hænder under sædet og langsomt og kontrolleret strækker benene ud, og tilbage med knæene så langt op mod brystet de kan komme. Det gør man i et minut om dagen. Den gør nas, men er super simpel. Jeg lavede øvelsen i en måned og kunne tydeligt både mærke og se forskel. Pludselig glemte jeg at lave den, og så var det med musklerne, som at lukke luften ud af en ballon……..!

DE BEDSTE MAVEØVELSER ER DEM MAN FÅR LAVET 🙂