Når man vinder et startnummer til selveste “Copenhagen Marathon” på bloggen her, må man også blotte sit inderste til skue for offentligheden. Jeg lovede bloggens læsere, at jeg ville lave et portrætinterview med de to vindere Dan Thorup og Mette Iversen. I dag er det Dan Thorup du får lejlighed til at læse om. Og jeg har stillet Dan de bedste spørgsmål jeg kunne hive op af løbehuen.
Hvem søren er du?
- Jeg hedder Dan René Thorup, er 39 år, har 4 børn på 3, 4, 14 og 18 år, og jeg er lige blevet separeret. Jeg
har været postbud i 17 år, men tog den beslutning, at der skulle ske noget nyt i mit liv, så den sidste månedens tid har jeg skiftet posten ud med trappevask og står glad op hver morgen og er super tilfreds med at bare at have sprunget ud i noget nyt.
Jeg bor i Brønshøj uden for København.”
Hvad er din erfaring med maraton?
- Jeg har ingen, men har dog løbet Copenhagen Half Maraton 2015. Jeg løb i tiden 1:41:01.
Hvad er dit mål til Cph Marathon?
- Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det blot drejede sig om at gennemføre. For jeg elsker at presse mig selv og mit mål bliver at passere målstregen på en tid mellem 3:10 og 3:30. Dette er på trods af, jeg kun har løbet siden maj 2015. Men jeg er blevet bidt af at løbe, og det er hurtigt blevet en livsstil for mig.
Træner du i klub, alene eller med andre? Og hvor træner du som hovedregel?
- Oftest alene, men jeg kan mærke et stigende behov for at lære mere omkring det at løbe, samt at møde andre der synes at det er det fedeste i hele verden at løbe. Jeg har løbet bakketræning og interval med den flok løbere du samlede kort tid efter jeg vandt startnummeret, Julie, ved Utterslev Mose og har planer om at dukke op igen. Og så har jeg været til fællestræning en søndag med løbeklubben Sparta og der vender jeg helt sikkert også tilbage til igen. Begge givende oplevelser både i forhold til det at løbe, men uden tvivl også i forhold til det sociale aspekt i det.
Hvor godt ser du ud når du løber, hvis du selv skal sige det?
- Skide godt 😉 Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, for ellers ville jeg aldrig nogensinde have mod til at bevæge mig udenfor i så tætsiddende bukser.
Har du forbedringsområder i din løbestil?
Ja da, jeg har jo kun har løbet siden maj måned i år, og der sker utroligt meget hele tiden, specielt i forhold til mine tider, men kan mærke at jeg bliver mere og mere interesseret i at lære om teknikker.
Har du prøvet at have en løbeskade og hvad er status lige nu.
- Nej, 7-9-13 og banke under bordet. Det har jeg været meget heldig at slippe for.
Synes du også at løb er den ultimative sportsgren eller er der andre ting du dyrker på lige fod?
- Da jeg var yngre fyldte fodbold rigtig meget, men lige nu er løb min sportsgren, jeg har dog lige købt træningsbænk og håndvægte for at styrke mit muskulatur som supplement.
Træner du efter et program?
- Nej, det burde jeg, men må nok indrømme at jeg er for doven :/
Hvad er dit yndlingsløbetøj her i den kolde tid?
- Har ikke noget yndlings tøj, da jeg er rimelig ny i det med at løbe. Jeg har dog købt et Nike sæt af mærket DRI-FIT, og det er umiddelbart helt fint.
Hvilke sko løber du i?
- Brooks Glycerin 12. Dem er jeg super glad for.
Bruger du løbeur?
- Ja, har haft et Nike+ som jeg ikke følte fungeret optimalt, så jeg har lige købt et Suunto Ambit3, det har jeg købt da jeg har planer om at implementere trailløb i min træning fremadrettet.
Taler du også om løb det meste af tiden?
- Ja det kommer jeg nok ikke uden om 🙂
Hvilket motionsløb du har deltaget i, står klarest på lystavlen?
- Det er meget let da jeg jo kun har deltaget i Copenhagen half maraton og det gav mig helt klart mod på at prøve mere.
Dan får lige et skulderklap for at dele alt dette med os andre, og jeg håber at motivationen fortsat er i top til maj, at der ikke er kommet skader og at Dan når sit ambitiøse mål. Jeg kunne godt sige et par ord om progressiv optrapning, delmål og andre bedrevidende ord, men dem gemmer jeg til et senere blogindlæg 😉
I løbet af de næste uger, vil der komme et portræt af den anden heldige vinder, Mette Iversen:-)
Hej jeg er helt sikker på at Dan nok skal gennemføre Marathon til maj til den tid han har sagt og jeg vil glæde mig til at se ham løbe over målstregen, når han har sat sig fast på noget gør han det er jeg sikker på.