Jeg får ind imellem spørgsmål om, hvordan jeg løber ned ad bakker, da det er en kunstart i sig selv. Jeg ved ikke om der findes en evidensbaseret viden om netop det, men jeg har gennem de senere år udviklet min egen teknik, der kræver minimum af energi, så jeg faktisk lader temmelig meget op under nedstigningen. Den går på at undlade at bremse op så vidt muligt og i stedet lader jeg min krop lave en slags frit fald, så jeg bruger tyngdekraften hele vejen ned. Måske som at sætte bilen i frigear. Benene hjuler derud af. Det eneste der er vigtigt er, at jeg orienterer mig rigtig meget, så jeg ikke glider. Det ville nemlig få min aristokratiske næse til at ligne en opstopper.

Og nej, jeg styrtede ikke på den viste bakke under Frost Cup, selvom jeg vil betegne den som den stejleste bakke jeg nogensinde har løbet ned ad. Terrænet var ellers ganske ujævnt og med løse sten hist og pist. Vi mødte senere en kvinde som helt klart havde lavet styrtet. Av av av!

Når jeg løber op ad bakke, sætter jeg bevidst tempoet meget ned og tager museskridt, da det lønner sig på toppen, hvor jeg så kan overhale dem der hiver efter vejret og har ophobet mælkesyre. Så et godt løb, kan godt kræve lidt strategiske overvejelser.

bakkeop
Jeg vil dog ikke påstå, at jeg ikke er mærket ovenpå en konkurrence. Jeg er sjældent direkte øm i musklerne, men kan have følelsen af bronkitis i timerne efter. Og så ligger jeg som regel også søvnløs natten derpå, da hele kroppen stadig er oppe at køre. Lidt som at have drukket 10 espressoer i træk. Tror jeg.

Gode råd mod dette fænomen modtages gerne. A la Godnat-te, hypnose, De fem Tibetanere, sovepille eller andre husråd af mere eller mindre overnaturlig karakter??

Pssssssssst! Husk at jeg har en konkurrence kørende til 3. december, hvor du kan skrive om din yndlingsløberute og vinde et startnummer til Änglamark Nytårsløb, 1 times løbecoaching, 3 km. testløb og en måneds skræddersyet træningsplan :-) Klik her og læs mere.