I sidste uge, kunne du læse interviewet med Dan René Thorup, vinder af startnummer til Copenhagen Marathon 2016 her på siden. I dag er det den anden heldige vinder, der smides for løverne. Jeg har stillet Mette nogenlunde de samme spørgsmål, som Dan:
Hvem er giraffen?
- Jeg hedder Mette Iversen og er 28 år. Jeg har boet i København et års tid og er for nylig flyttet til Amager, hvor jeg har købt en lejlighed. Flyttede til København fra Aarhus, hvor jeg havde boet i 7 år forinden. Jeg kommer oprindelig fra Sønderjylland, helt nede ved den dansk/tyske grænse. Årsagen til at jeg flyttede til København var pga, jobskifte. Jeg arbejder med HR. Jeg er vild med København og alle de muligheder byen fører med sig.
Hvad er din erfaring med maraton?
- Jeg har løbet to officielle halvmaraton. Mit første i Aarhus i 2014, hvor jeg gennemførte i tiden 1.42. Det var et fantastisk løb og det føltes, som om jeg blev båret hele vejen igennem pga. den gode stemning og opbakning. Det andet halvmaraton gennemførte jeg i oktober sidste år. Det var et nathalvmaraton, som startede kl.1 om natten. Det var ret vildt, mørkt og anderledes. Dagen efter føltes det som om vi havde været på druk hele natten 😉
- Jeg har løbet et enkelt maraton – i Hamborg sammen med min storebror i april i år. Det var første maraton for os begge. Jeg erfarede, at et maraton også kan gennemføres, selvom det står ned i stænger, som i I VIRKELIG meget regn!!. Vi havde de bedste og sejeste heppere med til trods for regnen. Det var en kæmpe støtte og vildt fedt. Min bror og jeg løb over målstrengen i næsten samme sekund. Han et sekund hurtigere end jeg. Det var super fedt at løbe sammen med én hele vejen. Jeg styrede vores indtag af saltpiller og gels og min bror sørgede for, at vi fik nok væske –
Sikke et Dream Team. Løbet gik over al forventning og overskuddet var noget større, end jeg havde regnet med. Målet var først og fremmest at gennemføre og det ville være ekstra fedt, hvis vi kom i mål under de gyldne 4 timer. Vi gennemførte i tiden 3.54 og var ovenud tilfredse.
Hvad er dit mål til Cph Marathon 2016?
- Jeg vil rigtig gerne forbedre min tid i forhold til mit første maraton. Målet må være under 3.45.
Træner du i klub, alene eller med andre? Og hvor træner du som hovedregel.
- Jeg løber for det meste selv, hvis jeg ikke løber med en veninde. I Aarhus løb jeg med løbeklubben RUNAAR, men har endnu ikke fundet den rette klub i København. Jeg har løbet et par gange med NBRO, som i øvrigt er en mega fed løbeklub. Efter at jeg er flyttet til Amager, elsker jeg at løbe i Amagerfælled og Amager strandpark.
På en skala fra 1-10: Hvor godt ser du ud når du løber, hvis du selv skal sige det?
- Det må være i den gode ende af en 8’er. Jeg er virkelig charmerende med et hoved så rødt som en tomat. Derudover så sveder jeg utrolig meget (hvilket er knap så charmerende) – men trøster mig med, at de kloge siger, at det er fordi man er i god form 😉
Har du forbedringsområder i din løbestil og har du haft skader?
- Jeg har helt klart forbedringsområder. Jeg har lige fået lavet nogle fodindlæg, da jeg lider af en nedsunket forfod. Samtidig er jeg begyndt hos en osteopat. Jeg håber på en mirakelkur, så jeg er klar til Cph Maraton :-)Generelt får jeg (desværre) ofte skader. Har lidt af skinnebensbetændelse, ankelsmerter og knæproblemer.
Synes du også at løb er den ultimative sportsgren eller er der andre ting du dyrker på lige fod?
- Ja, helt klart. Jeg elsker at løbe og kunne snildt løbe hver dag, hvis min krop tillod det. Jeg er begyndt at supplere mit løb med Yoga og Pilates, for at blive mere smidig og styrke min core – jdet skal siges at jeg er stiv som et bræt. Derudover dyrker jeg styrketræning, crossfit og trx.
Træner du efter et program?
- Hvis det er udenfor sæson og jeg ikke træner op til et officielt løb, så løber jeg de kilometer jeg har lyst til. Træner jeg derimod op til et officielt løb som halvmaraton og maraton, så løber jeg efter et program. Dermed er jeg sikker på, at jeg får løbet de antal kilometer, som jeg skal, og i et varieret program.
Hvad er dit yndlingsløbetøj her i den kolde tid?
- Jeg elsker at løbe i Fusion og Nike.
Hvilke sko løber du i?
- Jeg løber i Asics Kayano 21. Jeg overvejer at investere i et par ekstra løbesko, som et supplement til mine Kayano.
Bruger du løbeur?
- Ja, jeg har et løbe-ur fra Garmin. På nuværende tidspunkt løber jeg dog med Endomondo på mobilen i stedet for. Når jeg træner op til løb er det altid med løbeur, så jeg kan følge mine tider og fremskridt.
Taler du også om løb det meste af tiden?
- Jeg er nok lidt af en løbe-tosse og mange kan ikke forstå, hvordan man frivilligt løber et halv- eller helmaraton. Har fortalt dem at man bliver afhængig af det, og at det giver et kæmpe kick, at løbe over målstregen.
Hvilket motionsløb du har deltaget i, står klarest på lystavlen?
- Det må være Hamborg Marathon. Super, super fed løbeoplevelse og en stemning uden lige. Jeg kan tydeligt huske, da vi løb nede langs vandet i Hamborg. Folk stod på broerne og langs vejen – det var det ultimative og lige i det sekund, glemmer man, hvor langt der er igen. Jeg kan huske, at min bror og jeg kigger på hinanden og siger nærmest i kor ”Hvor er det fedt det her”.
Tak til Mette. Vi glæder os til at følge dig, og krydser finger for at osteopaten laver mirakler, og at du løber 3.44.59 til Cph Marathon 🙂
Læg en kommentar