Lidt indbildsk er man vel altid! Derfor har jeg nedfældet de 5 største illusioner, jeg kan komme i tanke om som løber. (Selvom der nok er tonsvis jeg ikke selv opdager, fordi jeg er fanget i illusionen om at det er sandheden).

Illusion nr. 1
Jeg blir sgu verdensmester en dag! Min træning kører, der sker fremskridt, jeg er på toppen og en utrolig vigtig løbertype!
Fakta 
Jeg bliver aldrig verdensmester, Danmarksmester, Københavnsmester eller sågar Nordvestmester. Der er løbet kørt, og jeg skulle være startet med at træne seriøst i en alder af senest 12 år, for at kunne toppe, da min krop var omkring 20 år. Til gengæld er det ret motiverende at mærke fremskridt i min træning, og at have en bedre kropsbevidsthed end da jeg var 20 år. Motivationen kan holdes i live på tusinde andre måder, og det er jo også altid sjovt at dyste på amatørplan 😉
Og samtidig er det legalt at slække lidt på reglerne om nul-alkohol – og den slags dødkedelige regler vi sætter op for os selv med jævne mellemrum –  uden at det er verdens undergang eller at ambitionerne dør! Vi er stadig piv-vigtige, bare på en lidt anden måde 😉

 

Illusion nr. 2
Jeg tror selv, at jeg lander på min midtfod uanset tempo, fordi jeg ved ALT om løbestil og har 100% tjek på det skidt, og tror at det er det mest effektive.
Fakta
Alle tests af min egen løbestil gennem tiden, samt de fleste fotos af mig i løb, afslører at jeg lander på hælen i de fleste tempi, men at jeg kommer mere frem på midtfoden, når jeg løber rigtig stærkt! Heldigvis har ny forskning fra universitetet i Leon, fundet frem til at løbeøkonomien for langdistanceløbere er bedst, hvis man lander på hælen, og at forfodsløb nok ikke er så hensigtsmæssigt som mange hidtil har antaget. Læs mere om det her.

Jeg læste engang i et magasin, at de fleste mennesker, som tror at de lander på forfoden, rent faktisk lander på midtfoden. Så jeg vil elske at bore mine hæle ned i den kommende sne, og være netop den løber jeg er, uden at fake fremover!


Illusion nr. 3

Skader rammer ikke mig – kun dem der træner for meget eller ikke varmer ordentlig op!
Fakta:
Med denne illusion, blev jeg for to vintre siden ramt af akutte smerter i mine ene fod, og døjede med det i lang tid efter, selvom jeg overholdt ALLE regler om restitution, opvarmning, progression i træningen, rigtigt fodtøj, specialfremstillede såler og fodøvelser!
Det har været svært at acceptere inderst inde, og har betydet meget for mit løb sidenhen af frygt for at det sker igen.
Lige nu går jeg hos klinikchef i Kaiser Sport og Ortopædi, da jeg har trappet en del op i mine ugentlige kilometer i de sidste 7 uger, og derfor har mærket lidt til foden, og gerne vil forebygge en skad igen.
Vores kroppe og anatomi er forskellige, og det der virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden. Men at huske at styrke sin kernemuskulatur er ofte en løbers (mit) svageste punt, og det er tit et af svarene på de skader man får. Jeg skal bla. også styrke mine fødder, og øvelsen består i at sidde med en tyk elastik om fødderne samtidig og så bevæge fx. venstre fod ud til siden 3 x 20 gange i træk, uden at højre fod flytter sig! Øvelsen kan laves overalt, så det er ret nemt. Dit sværeste er at få den lavet, men for en gang skyld er jeg motiveret, da jeg har en masse planer på løbefronten det næste års tid 🙂


Illusion nr. 4

Alle elsker at snakke om løb!
Fakta
Hvor end der altid er noget at snakke om når man snakker om løb (for os), så er der stadig en god portion mennesker, som overhovedet ikke interesserer sig for hverken at snakke om løb eller at løbe. Måske snakker de med af høflighed, men det kan være super smart at have lidt andet i ærmet til en god small talk end den sædvanlige: “Nååår løber du også?”.
Heldigvis er der mange (særligt de ældre i min familien), som er stolte af mig og altid spørger til hvordan det går med løbet, og klipper avisartikler mv. ud, hvis jeg har været nævnt i en sammenhæng. Det varmer nu om hjertet!
Og så spørger jeg interesseret til deres nattesøvn og om gigten har det ok for tiden! Win win.


Illusion nr. 5

Inderst inde tror jeg ikke, at jeg kan slå mine egne rekorder!
Fakta
Heldigvis er det noget vrøvl, og handler udelukkende om at komme i topform igen på en smart måde, hvor jeg udvikler min udholdenhed i kombi med en god iltoptagelse, samt at have den rigtige kampvægt og at peake når det gælder. Der er intet fysiologisk (pånær et par år mere på bagen), der står i vejen for at jeg kan slå mine rekorder i nogle år endnu. Det har elitetræner Claus Hechmann selv fortalt mig, og ham stoler jeg på!
Men så længe jeg går med den slags overbevisninger i hovedet, kommer det helt sikkert ikke til at ske. For jeg skal ud af min komfortzone, og den stopper i øjeblikket på en 5 km-rute, når jeg løber med 4 minutter pr. kilometer.
For herefter gør det ondt i hele kroppen, og sindet skriger på at nu er det nok! Men havde jeg en sulten løve i røven, kunne jeg nok godt presse citronen til 3.50 minutter pr. kilometer og komme under de 19.05, som jeg drømmer om.

Kender du til flere illusioner, så skriv dem endelig i en kommentar til indlægget her på facebook. Så giver det også lidt benzin på bålet til, at jeg tror at alle læser og elsker mine blogindlæg 😉

Hav en skøn dag derude
Julie

Ps. Hold godt øje på Facebook hver søndag i advent, hvor jeg har diverse lækre præmier på højkant. Husk at tro på at du er en vinder, for hvis du ikke deltager vinder du INTET. Og det er ikke en illusion.