Efter at have kigget på den samme videofilm i fitnesscentret om off piste-skiløb hele januar og februar måned, så kan det godt gå hen og blive et langt sejt træk på crosstraineren 😉

Men i fredags vendte bøtten, og jeg tog 15 minutter ekstra, iført trådløst headset (og træningstøj), fordi jeg er faldet over enhver løbenørds drøm på internettet:

‘FrontRunner’

Bag disse podcasts står to danske løbegutter, som mange løbeinteresserede har stiftet bekendtskab med, på den ene eller den anden måde: Henrik Them og Jakob Vibild. De startede ‘Frontrunner’ i september 2016, og har allerede mange interessante samtaler og interviews liggende på Soundcloud. De er gratis og varer fra alt mellem 5 minutter til 1 time og 20 minutter.


Jeg har endnu ikke hørt dem alle, men var meget optaget af eliteløber Simones Glads fortælling om DM Landevej 10 km forleden. For selv om jeg ikke er eliteløber og heller aldrig bliver det, så er der jo mange af de samme tanker der går gennem knolden på én, når man træner op til et løb, eller stresser over andre ting i tilværelsen, tænker over hvad man spiser, mærker nervøsiteten inden et løb og syren i benene, når man er ved at være stegt! Du ved præcis hvad jeg mener….

Det er bare super fedt, og så er det dansk og nørdet. Og det elsker jeg bare!

Jeg er selv begyndt at følge Frontrunner på deres Facebookside, så jeg får besked, når der kommer nyt podcast. Jeg ved at den næste i studiet har været Mikkel Bjergsø, stifter af Mikkeller (bajer!) og Mikkeller Running Club, så den podcast glæder jeg mig til at høre inden længe.

Frontrunner får mine varmeste anbefalinger!

 

 

 

 

 

 

Løberhilsner fra Julie (…der så småt er løbende igen, med 2 x 3 km den sidste uge uden smerter i svangsenen)