I Nordjylland sidder der lige nu en mand og gnider sig i skægget af skadefryd over, at jeg er langt fra at slå mine egne rekorder i år. Han hedder Thomas Underbjerg Olesen. Navnet er du nok stødt på før her på bloggen, da Thomas er manden der for et par år siden vandt et startnummer til Cph Marathon på min blog, og herefter er blev et løbe- og bloggernavn på de sociale medier under navnet 9000running…….  Ja, selv tak Thomas! 😉 Og Thomas har tabt sig en masse kilo og løber nu rigtigt stærkt, mens vi er andre der kæmper lidt med at holde vægten i øjeblikket. Han er faktisk kun få sekunder fra at slå min rekord på 5 km distancen på 19.05! Fuck.

Thomas er en høj og halvtung nordjyde med et kæmpe skæg, og af samme grund helt umulig at sammenligne mig selv med. Men vi har haft en hel del korrespondance på Messenger, siden han vandt det startnummer. Vi hylder begge misundeligt hinanden, når der sker noget nyt og spændende i hinandens løberliv. Vi har også mødtes på det skumle Nørrebro engang, for at løbenørde over en burger, hvor hans søde kæreste Lea, samt en af mine løbevenner, Hasse, også var med. Episk møde 🙂


Og vi holder et vågent øje med hinandens blogindlæg, løbetider, sponsorater og andre ting, der tricker hinandens misundelse. Det er både sjovt og nervepirrende, og giver virkelig blod på tanden til at kæmpe for sagerne.

Jeg kunne i efteråret proklamere, at jeg var gået i gang med en bog om løb, men har netop valgt at trække mig ud af projektet, da processen med redaktør og forlag blev for tung desværre. Derfor vil jeg tage sagen i egen hånd. Men jeg havde nået at skrive en hel del. Og bla. skrev jeg et længere afsnit om løb og misundelse. Her får du et uddrag fra bogen af en Messengersamtale mellem Thomas og jeg, som udspiller sig, netop som nyheden om at jeg skulle skrive bogen, breakede. Nordjyder er ikke helt uden humor:

JULIE: How goes?

THOMAS: Her går det stille og roligt… Træningen er i fuld gang frem mod marathon i Odense til oktober og jeg synes det kører ganske fornuftigt, ligesom der også er godt gang i alle de andre projekter, som jeg bruger min tid på… Og ja, synes der stille og roligt kommer mere og mere fart i benene. Det er fedt at opleve, men jeg måtte også sande i onsdags, at der er en verden til forskel på at løbe 19.59 og så 18.59… Den lod lige vente lidt på sig. Ellers går jeg også og er en smule misundelig på dig – synes nogle gange det virker ret idyllisk at være selvstændig på den måde med at skrive for LøbeMagasinet, skrive på sin blog, være løbecoach og dybest set bruge pænt meget tid på løb både privat og professionelt. Det er virkelig fedt for dig!

JULIE: Ingen grund til misundelse, bare fordi jeg har verdens fedeste liv! Man kunne også se mig som fraskilt, halvfattig kvinde, der render rundt som en skoldet skid. Men kan ligesom bedre lide måden du skildrer det på.
Ja du har ret! 19.59 og 18.59 er en milliard sekunder fra hinanden. Jeg kan ikke beskrive min glæde den dag det sker, at jeg kommer under de 19 minutter. Har ikke slået mine 19.05 i snart 3 år og jeg blir vanvittig. Jeg følger med gru din udvikling, og frygter for den dag du slår mig…

THOMAS: Så – Nu breakede nyheden om at du skal skrive en bog på din blog, og jeg ældedes med det samme et par år over at det ikke var mig, men jeg er virkelig glad på dine vegne, Julie!

Jeg havde virkelig håbet at jeg var kommet under 19 minutter i sidste uge på banen. Men benene var der bare ikke den dag, men det er et af mine små og hemmelige mål, at klemme mig under de 19 minutter og under 40 minutter på 10km. Omvendt ville jeg sælge alle mine tider, for bare at få lov til at udgive en bog eller måske bare en pjece, der blev uddelt på udvalgte biblioteker i Vestjylland! Og jeg har faktisk kigget på dine løbetider mange gange, fordi du lige er den tand hurtigere end mig og håbet at jeg måske var den første der kom under de magiske 19.00…. Men det tvivler jeg på…. Jeg har en ide om, at den kommer snart for dig – om ikke andet under jeg dig det udelukkende for at undgå en situation, hvor du bliver vanvittig. Så lover jeg, at besøge dig på den lukkede afdeling, når jeg selv er kommet under 19 minutter og måske tager jeg kringle med

JULIE: Jeg håber så meget, at den kringle går til en anden galning, der aldrig nåede sit mål! Jeg kan ikke gå i graven så uforløst! Måske jeg skulle prøve at løbe en smule mere end de 30 km om ugen, tabe det kilo jeg tog på i vinterhalvåret, og bare tro på, at det kan lade sig gøre. Når andre kan, kan jeg også. Og med den gazellefart du optimerer dine tider på, så er det et spørgsmål om tid før jeg kaster mig mod jorden i et vræl over din succes….som jeg under dig grundet dit store og hårde arbejde….og som minder mig om at jeg er stagneret en smule omkring de 19.30 i øjeblikket! Men dog snart med et manus under armen. Ha!

THOMAS: De der 18.59 eller mindre kommer lige om lidt – det er jeg ikke i tvivl om. De to kilo ekstra på kroppen gemmer sig yderst godt på dig, og om det er 30, 40, 50 eller flere kilometer er ikke nødvendigvis så afgørende tænker jeg…. Men ja, snart med et manus under armen! Den stikker lidt, fordi den tanke sgu er meget god at tænke – forfatter og med mulighed for at skrive om ens lidenskab! Det er derfor jeg håber desperat på at holde liv i den her tråd vi har gang i – så overhaler jeg dig indenom med en samtale-bog, som du slet ikke vidste du var med i.

JULIE: Den har jeg skam allerede lagt beslag på! Du får lov at læse korrektur på den. Og du får så meget fame ud af det, at du kan svælge dig i berømmelsen og kræve bibliotekspenge og alt muligt andet!

THOMAS: Fedt… Jeg glæder mig og overvejer allerede nu, at købe en strikket cardigan, en monokel og en træhytte i Sverige, for at gøre det så forfatter-autentisk som muligt.

JULIE: Skægget har du heldigvis allerede. Der er jeg lidt bagud! Men jeg har ladet armhulerne stå et par dage siden nyheden om bogen blev breaket. Nu hvor jeg konsekvent er et skridt foran dig med alt andet end hårvækst, så kan jeg fortælle, at jeg sidder på nettet lige nu og booker mig ind på forfatterværelset på Svanekegaarden på Bornholm 4 dage i september. Der vil blive gået til værks med skriveriet og de gode løbeture langs klippekysten…. Jeg ved du gnider dig i skægget ved tanken om, at jeg nok vrikker om og ikke kan løbe mit næste 5 km løb……”

_____________________________________

Og sådan bliver samtalerne ved i det uendelige 🙂 I love it…………………..