Hvad skete der lige dér? Jeg kom løbende i torsdags på anden runde om Utterslev Mose på en 18 km tur, med et hoved der kværnede derud af med tanker i øst og vest og en halvøm “pegetå” der generede mig.

Og så med ét, gled der en let og fredfyldt  fornemmelse ind over mig. Lidt som om jeg svævede hen over jorden og benene bare flyttede sig selv uden at jeg gjorde noget for det. Jeg fik lyst til at grine af fryd og nød det helt vildt. Og så forsvandt det igen!

Faktisk blev jeg så bevidst, at jeg kom ud af min flowtilstand. Sådan forholder det sig desværre. Når man bliver bevidst om ting der glæder én, så falder glæden et par niveauer. Ligeså vel, som at en negative tanke slipper sit tag, når man bliver bevidst om den, fremfor lader den tage en med på afveje.

Når man taler og Runners High, mener forskere at kroppen ved en længerevarende, moderat og uforstyrret form for aktivitet, frigiver endorfiner. Det er et lykkehormon, der samtidig dæmper smerter og får tunge ømme ben, til at føles flyvende lette. Jeg bemærkede heller ikke længere min tå. Det gør jeg så i dag – tre dage efter 😉

Det er jo ikke for sjov, at vi kvinder brøler som vilde løver, når vi føder vores børn. Men vi besvimer heller ikke af smerten, eftersom kroppen udsender en stor dosis endorfiner. Den tager lige toppen, som vel også betyder at vi bliver så lykkelige at vi tør kaste os ud i at føde flere børn. Jeg må dog indrømme, at jeg anden gang tænkte “hvordan fanden er jeg havnet frivilligt her igen? Nu kan jeg huske hvordan det føltes. Aaaaaavvvvvvvv”. Det endorfin er guld værd. Men han vejede også 5 kilo! Bum.

Næste gang jeg skal løbe min lange ugentlige tur, så dropper jeg musik i ørerne, forstyrrende Iphone om højre arm, og et ur der fejlagtigt er sat til at skifte omgang for hver km og dermed brummer. Det var nemlig først, da jeg slukkede for hele maskinpakken, at lykkerusen indtraf.

Og det er vel det vi stræber efter.