Skrækken for startskuddet!

De pludselige gib i maveregionen fortæller det hele: Jeg er nervøs!
Det er længe siden, at jeg har haft den form for fysisk spænding, udløst ved tanken om noget der skal ske. Og det er sådan jeg har det i øjeblikket. Jeg har ikke stillet til start i et løb eller forsøgt at løbe stærkt, siden Copenhagen Half  i september 2018. Og nu er det ved at være på tide at kaste mig ud gamet igen. Jeg elsker og hader det på samme tid, og derfor får jeg gibbet i maven, når jeg overvejer at melde mig til et løb. Kan jeg stadig løbe stærkt? Skuffer jeg mig selv? Skuffer jeg andre? Måske går det bedre end forventet? Jeg har ingen anelse og det er nok det der skræmmer mig mest.

Siden jeg gik halvkold til Cph Half sidste år, har jeg i det mindste levet med forestillingen om, at det bare var en skidt dag for mig og at min træning ikke havde været helt optimal. Men jeg har ikke vovet mig ud, for at teste det af igen og jo længere tid der er gået, jo mindre har jeg troet på, at jeg kan præstere som tidligere.

Da jeg løb Änglamark Nytårsløb (Halvmaraton) d. 31/12 var det som et socialt hyggeløb med en masse tøser, og det var en virkelig skøn oplevelse på et helt andet plan, end jeg har oplevet i årevis. Men at se de hurtige løbere passere i modsatte retning på tilbagevejen, gav da et lille stik i  mig. Jeg er ikke færdig med det der fart endnu! Men så har jeg døjet med en skade henover vinteren, som  heldigvis er væk nu, og derfor kommer alle disse tanker tilbage til mig, nu hvor jeg er løbende igen.

Jeg husker den samme slags kriller i maven fra mine yngre år med eksaminer i folkeskolen, gymnasiet, finansdiplomstudiet og på forsikringsakademiet, eller før en vigtig jobsamtale, en date, eller ved tanken om at skulle føde… og ved tanken om at have født! Ting der føles lystbetonet og helt forfærdeligt på samme tid. Måske kender du fornemmelsen…?

Den samme følelse havde jeg også de første par gange, hvor jeg 90´erne iført uldleggings og oversize bomulds t-shirt fik startnummer på maven, og løb så det rev i hals og lunger, men hvor det at gennemføre løbet – uden at gå – var en flot præstation i sig selv. Det var til den slags løb, hvor det sociale dybeste set var det mest afgørende (udadtil), men hvor jeg havde store forventninger til min egen præstation og ønsket om at vise mig selv og verden, at jeg nok havde et uopdaget talent. Tænk hvis nogen spottede mig og sagde “hey, jeg er elitetræner – du skal da på mit team!”. Det er så aldrig sket.

Men jeg har fået en del skulderklap af kollegaer og familie og andre gennem tiderne, og kommentarer som “med de der lange ben, er du jo i mål efter 10 skridt!”.  Men som min form blev optimeret og træningen sat i system af mig selv som løbecoach fra 2014, har jeg fået invitationer til at løbe DHL for tidligere arbejdspladser, min kærestes kollegaer, på team Syd-Øst for paradis til Etape Bornholm, og jeg har jo også løbet for Team Kaiser Sport i flere år, hvilket jeg er ret stolt af. Så blir man da lige lidt mere bredskuldret! Det har været dejligt at kunne fyre mine supermotionistevner af, med tilpas meget opmærksomhed til følge. Men elite var og blir jeg aldrig. De der ben er slet ikke færdige med at bevise over for sig selv, at der stadig er både fart og lyst til at knokle igennem, og jeg har endda kvækket lidt for mig selv om, at jeg drømmer om at slå flere af mine egne rekorder (shhhhh, men sig det ikke til nogen).