Efterhånden som jeg har opbygget en del erfaring med løbere de sidste år, har jeg hørt en del fortælle mig, at de ikke kan løbe hurtigt, og flere endda at de nok ikke er bygget til at løbe. Selvfølgelig er vi bygget forskelligt allesammen, men mennesket er sådan set konstrueret til at kunne løbe!

Jeg oplever, at en del løber deres træningsture i samme tempo fra start til slut.  Eller at træning og konkurrence foregår i præcis det samme tempo, uden nogensinde at lade sig presse. Til motionsløbene lægger de sig ofte bagerst i feltet. Lader de andre komme til. Lægger sig dér, hvor der er trygt og ingen forventninger er til præstationen.

Alt det er der ikke noget galt i, og vi jagter jo heller ikke nødvendigvis det samme. Men det med farten er en overbevisning de har om sig selv – At de ikke kan løbe hurtigere. Måske har de aldrig prøvet?

Under vores fællestræninger er jeg ofte ligeså forpustet som dem selv, når vi løber dér og snakker. Så iltoptagelsen fejler jo intet!
Det handler om – set fra mine løbesko- at mange sjældent bevæger sig ud af deres komfortzone, når de løber. Størstedelen af mit eget tempo sidder med garanti mellem ørerne, og for mig er enhver konkurrence et spørgsmål om at være presset eller være rigtig presset. Der hvor jeg giver alt hvad jeg har i mig. Pruster som en gal og mærker jeg er i live. Hver gang.
Men sådan er min træning slet ikke tilrettelagt. Der er en god blanding af langsom udholdenhedstræning, korte intervaller der er mere styrkepræget, og så de lidt længere intervaller, hvor jeg i sekvenser mærker hvordan det er at holde en høj fart, som under konkurrencen. Men uden at blive kørt helt gennem vridemaskinen, hvor jeg giver mig 110% og er flere dage om at restituere.

Det med farten kommer helt sikkert med erfaringen, men handler også om at turde at tage sig selv helt derud hvor det gør ondt, og gør ondt i længere tid.

Jeg er ikke ude i, at man bør påtage sig en højere skadesrisiko, men at det kan være udfordrende for en selv at få pulsen op i det røde felt nogle gange, når man som løber har fået mere erfaring. Så er du typen der altid ligger i din komfortzone, så prøv at give dig selv den udfordring. Din krop kan sikkert godt, hvis din hjerne tillader dig det!

Tja, det var en lille observation, som mange nok kan genkende fra deres eget løb. Husk nu at teste det af over mange gange, så du ikke går fra 0-100 på én gang!