Før jeg begyndte at løbe regelmæssigt, stillede jeg også op i en del løb. Og dette uanset, hvor meget jeg havde trænet. Jeg har en god vilje, og den kommer jeg langt med i løb. Lettere lilla i hovedet, har jeg til hver en tid gennemført de løb jeg er stillet op i.  Og ofte med sidestik efter en kilometer.

Det slog mig forleden, at jeg aldrig får sidestik mere. Og det er uanset om jeg har kværnet en kæmpe cafeburger med fritter under en time før en løbetur. Så jeg fik lyst til at undersøge fakta om sidestik.

Der er stadig ikke videnskabelige beviser for årsagen til sidestik. Jeg har googlet frem og tilbage, og der er ikke 100% enighed om hvad det skyldes. Noget tyder på, at det er bevægelserne ved hop der sætter gang i ligamenterne i mellemgulvet for særligt utrænede, kombineret med en stresset vejrtrækning, hvis man lægger for hårdt ud. Kroppen får derfor for lidt ilt, da kredsløbet ikke er varmet ordentlig op og fordi der endnu ikke er rytme i løb og vejrtrækning.

Jeg har fisoloferet lidt over min egen opskrift, og det der altid virker for mig, og som har en bevist stressnedsættende effekt, er at trække vejret med næsen, når jeg løber. Når man trækker vejret med næsen, vil vejrtrækningen blive dybere og vejrtrækningsmusklen bedre aktiveret. Samtidig frigives en gasart, nitrogen oxid, i næsehulen, der har en stressnedsættende effekt, og øger iltoptagelsen med 10-15%!

I vinterhalvåret, trækker jeg vejret ind med næsen på 3 skridt og ud af munden på 4 skridt. (ved en kadence på 170-180 i minuttet). Jeg vælger munden til udånding, da min næse er pænt tilstoppet – så det ville være et grimt syn. Helt optimalt bør udånding være dobbelt så lang som indåndingen, men det fungerer kun i praksis, hvis jeg er yderst koncentreret. Pulsen vil simpelthen dale nogle slag i minuttet. Det kan jeg se sker øjeblikkeligt, når jeg tjekker min puls under løb.

Når der er fri passage for snot i næsen, lukker jeg gabet helt og kører både ind- og udånding via næsen. Der er selvfølgelig en fase, indtil kroppen vænner sig til en længere vejrtrækning og mindre mængde luft ad gangen. Løber man for stærkt, kan man føle at man får luftmangel. Derfor vil jeg i hurtige intervaller ofte skifte over til at trække vejret med munden efter noget tid, fordi jeg har behov for hurtigere udveksling.

Jeg kan stærkt anbefale jer at læse fridykker og verdensmester Stig Åvall Severinsens bog “Træk vejret”. Uanset og du løber eller ej, er der mange gode råd til at få en vejrtrækning, der giver dig langt mere overskud mentalt og fysisk. Jeg har selv arbejdet en hel del med det, da jeg førhen har haft tendens til at hyperventilere lidt i stressede situationer. Det er pist væk.

Slapper du af i sindet, slapper kroppen af. Slapper du af i kroppen, slapper sindet også af. Det går begge veje. Så hvis jeg ikke kan sove og hjernen kværner løs, så forsøger jeg at slappe heeeeeelt af i kroppen, og så er det ZZZZzzzzzzzzzzz……..