Da det nyeste FitLiving dumpede ind ad døren, var det første der sprang mig i øjnene, en lang artikel om Bikini Bootcamp! Jeg burde læse den, nu jeg selv har gang i operation flad-mave-inden-sommerferien! Men som jeg lå dér i sofaen med en plade Marabou, gad jeg ikke rigtig.
I stedet fik jeg lyst til at læse 19 spørgsmål til tv-værtinde Cecilie Hother.
Hun blev blandt andet spurgt om hendes bedste sundhedstip. Til det svarede hun:

“Det giver ingen mening kun at være fysisk sund – Du skal også have det mentale med. Når du spiser slik, så nyd det, og drop den dårlige samvittighed, ellers kan det være lige meget”.

HENDE kan jeg lide!

Jeg er nærmest gået i anti-sund-mode i øjeblikket, fordi jeg synes, at der er så meget fanatisme kørende. Og så bliver jeg altså lidt Rasmus Modsat. Når nu jeg ikke er allergiker, så vil jeg have lov at nyde min fredagsslikskål, de nybagte boller, en pizza med hele svineret og spækket med gluten, mælk fra en ægte ko og ikke et afkog af mandler. Fordi jeg overvejende spiser sundt og varieret, og fordi jeg får en god portion motion i de store træk. Jeg følger Kostpyramiden og det er godt nok for mig 🙂

Cecilie Hother blev også spurgt om nogle forskellige spørgsmål, omhandlende kost, motion og velvære. Dem fik jeg selv lyst til at tænke over, og har derfor svaret på dem her. Jeg har lavet et lille udpluk på 8 af spørgsmålene. Du kan jo prøve selv at tænke over, hvad dine svar ville være:

1: Hvad betyder sundhed for dig?
Når jeg har det psykisk godt, så tænker jeg meget på min fysiske sundhed og giver den en masse opmærksomhed. Når jeg er i et psykisk hul ind imellem, så ryger det fysiske lidt med ned, da jeg primært skænker det psykiske mine tanker. Derfor er det for mig alfa omega, at give den psykiske sundhed mest opmærksomhed, fordi den anden følger med automatisk. Løbet svigter jeg dog aldrig, så det er en god stabilitet i mit liv.

2. Hvad er dit bedste sundhedstip?
At være i psykisk balance giver et fantastisk overskud, som smitter af på alt. Jeg får reelt ondt i kroppen, hvis jeg ikke har det godt, og lyset i øjnene brænder ikke på samme måde. Men har jeg det psykisk godt, er lyset tændt og jeg har en masse overskud at ødsle med. Af mere fysiske ting, så har jeg god erfaring med at undlade sukker, samt drikke masser af vand. Det forbliver desværre tit i teorien, fordi jeg har svært ved at opretholde det. Men det virker!

3. Kan du anbefale et sundhedsprodukt?
Som kvinde, er neglene også noget der skal se godt ud, og derfor har jeg lidt under kun at have hver anden negl tilbage på tæerne, efter kombinationen af løb og et par sko der var et nummer for små (men super fede!). Nu har jeg fået nye konkurrencesko og smører mine fødder ind i Buksefedt fra Zebla. Det gør at jeg hverken får vabler eller ondt i neglene.

Mit andet ømme punkt er pludder om øjnene, der nok mest hænger sammen med mine 38 år og at smilerynkerne også sidder der, når jeg ikke smiler længere. Jeg elsker at smøre dem ind i Kiehl´s Eye Treatment. Går jeg ned på den, går jeg psykisk ned, og så har vi balladen.

4. Hvor elsker du at rejse hen?
I det hele taget elsker jeg at rejse. Jeg foretrækker varme smukke steder, som Thailand eller klippekysten på Mallorca. Men jeg synes også at Alperne er vanvittig flotte, når de er sneklædte.
Som den city-girl jeg nu engang er, drømmer jeg om at komme til New York næste gang turen går til en storby.

5. Din største sportspræstation?
Det er uden sammenligning i 2014 til VM i halvmaraton, hvor mit mål var 1.35 og jeg løb 1.30.45. Solen skinnede, og det var mit første halvmaraton i 10 år. Jeg har ikke oplevet den form for indre sejr siden.

6. En dårlig vane du gerne vil ændre?
At jeg bruger alt alt for mange penge på kaffe hver måned. Det må være den absolut største post på budgettet, foruden min husleje! Jeg cykler gerne hele vejen gennem byen for at få den bedste cortado, og har også forenet mig med at det koster. Jeg bruger undskyldningen om at det er ok, fordi jeg oftest sidder og arbejder på et blogindlæg eller en artikel, og derfor ser det som ‘et billigt kontor’. Men jeg kunne jo rejse med børnene til Thailand en gang om året for de penge. Uvane eller ej, så giver det mig en masse livskvalitet, og derfor har jeg ikke gjort noget synderligt ved det endnu.

7. Dit livs største udfordring?
Foruden min skilsmisse sidste år, så har det uden tvivl været det at få børn. Ligeså meningsfyldt og lykkeligt det er, ligeså meget skulle jeg lære at have tålmodighed, og ikke at kunne planlægge alting. Jeg kunne seriøst pande billisterne én, hvis de dyttede, og barnet vågnede i barnevognen. De havde slet ingen anelse om, hvad det gjorde ved mig, hvis jeg ikke fik den lille pause. Jeg er et menneske der både har brug for socialt liv og at der sker en masse, men samtidig kan jeg blive så træt og drænet, hvis jeg ikke får en pause og lader op. Med tiden har jeg lært at håndtere det uforudsigelige med børn, og at det er dem der kommer i første række. Sådan har jeg også indrettet mit liv nu. Med tid til børnene, og med plads til at jeg kan lade op. Så kommer økonomi i anden række. (Siger den tidligere bankdame her. Bare rolig Alt er timet og tilrettelagt!)

8. Hvilken motionsform dyrker du?
Yoga 😉

Får du lyst til at smide en kommentar, så vil det være skønt!