Jeg har reflekteret over en ting! Jeg har ikke fået skrevet et eneste blogindlæg i over 3 måneder, hvor jeg normalt har været temmelig aktiv, og nu hvor jeg har sat mig ved tastaturet, så skyldes det en association jeg fik for lidt siden:
Jeg har rigtignok haft travlt med mange andre gøremål, men ikke mere, end at der godt kunne blive plads til at skrive lidt i ny og næ. Så hvorfor denne pause? Jeg kom til at tænke på dengang, hvor jeg var kvartalsløber. Altså før jeg havde besluttet mig for, at løb skulle være en fast bestandel af mit liv. Det fungerede for mig på den måde, at enten løb jeg meget i perioder, eller også løb jeg slet ikke. For det der sjatløb kunne jeg ikke finde motivation i. Det er faktisk som om, at der ikke findes noget midt-imellem for mig. Enten er det fuld fokus eller intet som helst.
Og det er noget pjat, rent objektivt set, men når nu det er gået op for mig, at det er sådan jeg fungerer, så kan jeg pludselig se et mønster i mange andre dele af mit liv, hvor det forholder sig sådan. Enten spiser jeg jævnt meget slik, eller også tager jeg en kold tyrker med en sukkerfri måned. Eller enten knalder vi en del i en periode, eller også gør vi slet ikke.
Da jeg havde min egen lejlighed på et tidspunkt, (fordi vi blev skilt, istedet for bare at holde en pause!),så slog jeg enten græsset i min have regelmæssigt helt efter bogen, eller lod det vokse så højt, at det også kunne være ligemeget. (Nu har jeg igen Rune til at klare den del, så det bør vel udløse en slags belønning!?).
Men heldigvis betyder det her ikke, at jeg i ugevis glemmer at fodre min kanin eller børnene, eller helt glemmer at tjekke forældreintra (!), for jeg er ganske velfungerende generelt. Men at blive obs på den tendens, fik mig til at skrive nu. For jeg har stadig noget på hjerte på bloggen, også selvom det ikke er to gange om ugen, at der popper en genistreg af et blogindlæg op. Men nok snarere to gange om måneden, at jeg kan ryste en smålummer anekdote ud af ærmet……

De der enten-eller tendenser, omhandler selvfølgelig de områder, hvor der kræves noget af mig. Hvor jeg skal tage mig sammen og yde. For alt hvad der er lystbetonet, falder mig meget let, og derfor blev jeg på et tidligt stadie i mit liv udråbt som livsnyder. Og det er der vel heller ikke noget forkert i?

Men ved at  blive obs på de halvtamme perioder, så kunne det være, at jeg skulle droppe strudsefinten og komme helt op til overfladen igen, uden at love mig selv for meget. For enten-eller og dårlig samvittighed er noget snavs! Et både-og er faktisk helt ok.

Nu regner det og jeg skal ud at løbe et tempopas på 12 kilometer. Det glæder jeg mig til!

Vi ses venner! Hvis vi stadig er venner? 😉