Med fare for at blive stenet, kommer her et blogindlæg om et emne der for mange løbere og sportsmennesker fylder noget. VÆGTEN!
Det er jo nærmest et tabu, at man som et allerede slankt menneske gerne vil tabe sig et par kilo, for at stå knivskarpt til konkurrencen, så der er optimeret på alle de tænkelige måder, der skal til for at præstere bedst muligt. De fleste andre former for optimering, er der ingen der rynker på næsen over og vækker snarere beundring.
Fx. at man har:
* tyllet en liter rødbedesaft for at få en bedre iltning af blodet
* har præstations- og energifremmende plastrer på ryggen lavet med slim fra en sjælden snegl
* fået massage før et vigtigt løb
* 10 gram lette racesko på til konkurrencen
* spist den giftige hvide pasta dagen før løbet
* trænet efter en træningsplan og endda betalt for den
* spist panodiler før et maraton for at klare smerten (aaaaah den er sgu lige på kanten synes jeg)
MEN at man gerne vil smide to kilo fedtvæv (som er usynligt for andre), fordi de skaber ringe mulighed for at slå sin rekord, næeh det er bare overhovedet ikke i orden. “Du må da have en spiseforstyrelse”!?
Og det faktum, at man ikke kan sige det højt, betyder, at man ikke så let kan smide de skide par kilo, da det i forvejen er svært at tabe sig og tit kræver lidt mental opbakning fra andre mennesker for ikke at falde i hyggefælden. Personligt synes jeg jo, at det er ‘fedt’, at folk har ambitioner om deres præstationer og forfængelighed, så længe det ikke er sundhedsskadeligt på det fysiske eller psykiske plan.
Når jeg tager emnet op lige nu, så er det fordi jeg selv er liiiige dér, hvor 1 kilo er blevet til 2 (eller 3!) over det sidste år.
I mange år har jeg ikke skænket mit eget fedtvæv en tanke, og har ikke haft behov at tænke over hvad jeg proppede i gabet, men det er blevet nye tider:
SLAP-AF-PERIODEN
Med den akutte skade i svangsenen i december, kom der en derpå følgende akut tendens til at blive VIRKELIG god til at tage en slapper. Eller nærmere at retfærdiggøre de tanker, som betød, at det var helt okay at træne mindre, spise mere, tage mig mindre sammen, ikke træne mod noget specifikt og at springe træninger over. Ja, i det hele taget fik jeg en mere la-la-agtigt måde at gribe min egen træningssituation an på. Og det har egentlig været et meget spændende og sundt break fra normalen, bilder jeg mig ind, fordi jeg ikke har haft en egentlig off sæson i mange år, men løbet konkurrencer året rundt.
Nu hvor jeg er kommet af med skaden, har jeg fået den totale løbeglæde tilbage – samt de 2-3 ekstra kilo på røvballerne (og lidt ekstra fylde i det overskydende maveskind efter mine graviditeter).
TAG-DIG-SAMMEN-PERIODEN
En lille hage ved at have haft en så flyvsk tid, er at min rygrad er blevet en smule blødere end før – ligesom maven- og selvom jeg føler mig topmotiveret til at komme tilbage i form, så er det knaldhamrende svært at smide de forbandede kilo. Netop fordi det er så lidt ekstra, at jeg nemt kan sige ‘jeg starter i morgen’ og fordi alle andre siger, at de ikke kan se det eller kigger undrende på mig, (eller irriterede eller bekymrende), når jeg siger at jeg vil tabe mig lidt.
Hvis jeg kommer med regnestykket, der med et slag på taskerne siger, at jeg helt faktuelt kan lægge 25 sekunder oveni min 5 km tid pga. to kilo ekstra på sidebenene, så opnår jeg heldigvis en lille bitte smule forståelse, fordi de fleste i min omgangskreds efterhånden kender mig rigtig godt og ved hvad der motiverer mig.
For det er nemlig det med sekunderne der generer mig mest! Meget mere end det faktum, at bukserne strammer irriterende meget og er begyndt at give mig et ‘håndtag’ i begge sider. For det er desværre ikke kun muskler jeg har taget på, selvom jeg nogle dage trøster mig med, at det nok er derfor 😉 Så bagatel eller ej, så generer det mig.
Nu hvor jeg efter de 6 måneder er næsten helt ude af min skade (7-9-13), og hvor min vægt før lå stabilt på 58 kg, er den steget med de førnævnte 2-3 kg, og desværre så stabilt, at det er gået hen og blivet den nye normal. Jeg har overvejet meget om hvorvidt jeg skulle skrive om det her, af frygt for at blive udstødt af løbeverdenen for den latterlige bagatel og luksusproblem. Ja, jeg ved godt at mange døjer med vægten, men i det her tilfælde sammenligner jeg mig ikke med andre, men med mig selv, og jeg tænker jo at det er ok at have ambitioner på egne vegne.
Mange siger det er pænt til mig med et par ekstra kilo, da jeg ser knap så hulkindet ud nu, men udseende er ikke alt, når jeg stræber efter at løbe under 19 minutter på 5 km, og jeg både har en højere alder og et par ekstra kilo med på turen…..
Og 58 kg er for mig den perfekte vægt, hvor alt passer sammen som Hans i Grethe. Her tænker jeg primært på det at løbe, og at have følelsen af en let krop, fremfor at have gemt 1,5 kg i hver pukkel, som så også skal passe ned i et par korte shorts i small fra PUMA. For en gang small, altid small 😉
Og her når jeg så den irriterede fase, hvor jeg dunker mig selv i hovedet over, at jeg ikke kan tage mig sammen til at smide de latterlige få kilo ligeså let, som jeg tog dem på. Er der egentlig en højere mening med, at man kan spise en pizza fredag aften og tage halvandet kilo på, som på en eller anden måde aldrig forlader kroppen igen? At smide dem igen, kræver så vanvittig meget mere end da de kom på. Unfair game.
FØR-JEG-BLEV-LØBER-PERIODEN
Før jeg fik børn, og kun løb en smule, vejede jeg vel i snit 61-63 kg og efter jeg fik børn mellem 57 og 59 kg.
Jeg kunne snildt gå 5 – 10 km med barnevognen om dagen, og elskede de lange gåture. Da børnene ikke kunne klemmes ned i barnevognen længere – uden at ligge med bøjede ben – begyndte jeg at løbe for mig selv. For jeg følte mig underligt tomhændede ved at gå en tur alene, uden barne- eller klapvogn i hænderne (på en måde forstår jeg godt rygeres afhængighed, da de altid er i selskab med en smøg!). Så en løbetur gav for mig rigtig god mening. Jeg kunne også have valgt at gå ornitologvejen med en stor kikkert om halsen, men jeg tænder egentlig ikke sygt meget på fugle!
FOKUS-BEUNDRING-MISUNDELSE
Tilbage til nutiden. Det var lidt om vægt, og hvor et af mine fokusområder ligger denne sommer. Og jeg vil lige tilføje, at jeg har kæmpe stor respekt for de mange mennesker der tager kampen op mod vægten, og rent faktisk er overvægtige og med et højt BMI, som lægger deres livsstil om for at få et sundere liv. Det kræver så meget at tage den beslutning og at holde fast, særligt når det er over så lang en periode.
Allan Grankvist Varbæk fra mit løbehold ved Utterslev Mose, er et godt eksempel på, hvordan man kan omlægge sit liv, ved at spise sundt, motionere mere og smide en masse kilo – og samtidig slippe af med blodtrykssænkende medicin og andet skidt pga. en livsstilsændring. Du har min dybeste respekt Allan! Allan er i øvrigt lige taget 4 uger til Club Lasanta, hvilket udover beundring, skaber en smule misundelse her.
MISUNDELSE er også et tabu, men det kan vi snakke om en anden dag, når jeg offentliggør en totalt sjov messenger-korrespondance jeg har haft med den langskæggede nordjyde, blogger og løber, Thomas Underbjerg Olesen (@9000running)!
Og husk så:
At passe som Hans i Grethe lyder altså en smule frækt 🙈
Men relevant og vigtigt indlæg!
hehehe ja…….og tak Camilla :-