Det er ikke for sjov at min e-mailadresse hedder Runforfun@juliecarl.dk. For løb skal i min verden være sjovt, og det er også derfor at jeg sjældent løber over 40 km om ugen og altid har lyst til at hoppe i løbekludene. Og selvom jeg stiler efter at slå mine rekorder og slå mig selv hver gang i konkurrencer, så er det glæden der driver mig mere end frustrationen over, at det er alt for længe siden jeg har slået en rekord! Det kan jeg så forsøge at råde bod på til Spartas MINI Cityløb på onsdag, hvor jeg løber 5 km sammen med en større del af Team Kaiser Sport atleterne.
MEN, når nu Kaiser Sport pludselig annoncerer med løbestilsanalyse med “Mo2tion Technology”, så er det svært ikke at blive en anelse lokket. For tænk hvis jeg kunne blive lidt klogere på mine bevægelser når jeg løber, og bevidst indøve nye vaner eller træne svage muskler, så jeg kunne blive en endnu bedre løber?
Alle løber forskelligt. Det behøver man bare at sætte sig på en bænk i Fælledparken for at observere. Det kan rent faktisk være ganske underholdende. Monty Pythons gakkede gangarter er et godt eksempel, uden at jeg dog skal fremhæve min egen løbestil frem for andres.
Analysen med Mo2tion Technology
Mads Høyer fra Kaiser Sport foretog analysen via et særligt udviklet måleapparat, der skulle spændes under brystet og måle mine bevægelser under løb, mens han filmede mig. Jeg skulle løbe med 10-12-14 og 16 km i timen, og herefter kunne han se hvordan min løbeøkonomi var i de forskellige tempi. Det viste sig at jeg løber mest økonomisk ved 12 km i timen.
Der var meget godt at sige, og generelt er min løbestil ganske fin. Men der var nogle ting i rapporten som han fremhævede, som steder jeg kunne optimere på for at blive en bedre og hurtigere løber. Min gengivelse er med forbehold for at jeg fejlciterer. Jeg er ikke fys-uddannet. Så jeg vil undgå de latinske betegnelser.
* Jeg har en forholdsvis stor rotation i overkroppen, der betyder at jeg bruger lidt rigelig energi på at dreje frem for at komme frem.
* Det kan stamme fra en skævvridning i mit bækken/hofte, som kan skyldes at jeg ikke har en stærk nok muskulatur omkring hoften. Dermed kan jeg bevidst træne mere coretræning, der styrker netop hoften. På fotoet kan du se at min hofte skrider lidt ud i standfasen. Det er spild af energi i den forkerte retning.
* Min naturlige kadence (antal skridt i minuttet) ligger på ca. 170, men ved at øge til omkring 180 i minuttet, kan jeg lande mere under mig selv og dermed undgå for meget stød op gennem kroppen. Til gengæld laver jeg en opbremsning der er noget under gennemsnittet, og dermed er min lidt lange skridtlængde ikke noget der bruger unødig energi.
* Grundet min skævvridning i hoften og lidt stor rotation i overkroppen, løber jeg med mine arme langt ude for at holde balancen. Løber som en anden bodybuilder med lidt for store triceps. Her er der bare luft imellem. Bliver jeg mere stabil i hoften, vil min overkrop slappe mere af og jeg kan lade mine arme hænge lidt lavere i 100 gr vinkel. Gad vide om det hjælper på meget spændte underarme under konkurrenceløb. Vi får se!
* Mine “bagben” kommer lidt rigeligt langt bagud i hvert skridt, og jeg skal i stedet for at trække benet med hasen, forsøge at bruge baglårsmusklen og trække benet mere op og dermed forkorte mit efterslæb. Det er svært at forklare.
Jeg ser egentlig også lidt undrende ud på billedet 🙂 Det kan være skyld i at jeg for tiden, har en ømhed lige under ballen særligt før og efter løb.
Jeg har fået en længere rapport på mail, og nogle videoklip jeg kan studere nærmere ned i mindste detalje. Jeg har ikke noget fjernsyn i øjeblikket, så jeg skal jo finde på noget at lave, når I andre ser tv 😉
Vil du selv have fortaget testen, så klik ind på Kaiser Sports hjemmeside, hvor du kan booke online og læse mere om M02tion Technology. Den giver et fantastisk indblik og så er Mads god til at forklare tingene på en måde, så almindelige mennesker forstår det.
Her kan du se et klip på løbebåndet ved 12 km i timen. Klippet hopper en smule (det er ikke mig der leger Benny i Olsen Banden).
Læg en kommentar