Kender du de der dage hvor energien bare er helt i top? Og hvor alt bare går hånd i hånd. Sådan en aften havde jeg i fredags.
Middagen jeg lavede var for lækker. Kalveculotte, ovnbagte kartofler, lækker salat og en svinegod sauce. Ungerne var glade, ja nærmest artige, og de spurgte selv om vi ikke skulle løbe en tur sammen, i stedet for at se Disney. Ja, jeg troede det var løgn. Oven i købet skinnede solen. Overskud og god energi! Anna uploadede endda et foto af sine løbesko på Instagram, med teksten “På vej ud at løbe med JulieCarl.dk”. Hun går temmelig meget op i den slags sociale medier. Aner ikke hvor hun har det fra. Og for en gang skyld var jeg ikke “pinlig” at nævne. Jeg har nemlig fået forbud mod at kommentere hendes uploads.
Vi aftalte at løbe en runde om den midterste mose, som er ca. 2,5 km, og passende for børnene. Vitus er 6 år og Anna 9.
Glade luntede vi ned ad stien, som ender ved mosen. Børnene oksede derudad, og jeg måtte prøve at sige at de skulle sætte farten og ambitionerne lidt ned, hvis de skulle holde turen rundt. Jeg undertrykte et let sidestik…15 minutters fordøjelse rækker nok ikke helt.
Efter 200 meter måtte Vitus gå, mens Anna havde sat i spurt og stod et stykke fremme og ventede på os. Så luntede vi lidt igen. Det gentog sig 8-10 gange, og jeg måtte erkende, at det er sådan børnene løber. Og at mine gode råd ikke virker, fordi jeg er deres mor. De var bare ivrige og havde lyst til at vise at de er gode og hurtige løbere.
Under en af pauserne, hvor jeg lige stod og pillede et insekt ud af øjet, blev vi overhalet af en af mine gode veninder Stine. Det endte så med at vi løb sammen, og da vi nærmede os kælkebakken, blev vi enige om at det var her krudtet skulle brændes af.
Det er en kort bakke på max 50 meter, så det er sådan en hvor man sætter fuld damp på kedlen. Først på toppen kommer behovet for ilt. Her tog vi utallige spurter op og der gik også lidt fotosession i den. Som oftest løber jeg på en bakke på den anden side af mosen, der er præcis 400 meter. Men med børn er det utopi. Det skal være en leg at løbe, og hvor bedre end på kælkebakken fås det?
Bakkeløb er utroligt effektivt, og jeg vil derfor gerne pointere de gode egenskaber her:
* Bakketræning er en ekstremt effektiv træningsform, der slår flere fluer med et smæk. Når du kæmper dig opad mod tyngdekraften, skal du udvikle større kraft i afsættet for at komme op. Du bliver derfor tvunget til at aktivere baller, haser, lægge og svangmuskulatur mere i dit afsæt, og du skal samtidig spænde op i musklerne i ryg og mave for at bevare en god teknik og overføre kraften fra dit afsæt til opadgående fart.
* Samtidig træner du koordinationen i afsættet, så du bliver mere spændstig – dvs. du får mere gavn af den elastiske energi, der lagres i senerne, hver gang de strækkes.
* Øget benstyrke, stærkere mave- og rygmuskler og den større spændstighed forbedrer din løbeøkonomi. Det vil sige, at du forøger skridtlængden og skridtfrekvensen, og dermed hastigheden, ved en given puls.
* Bakketræningen styrker ikke kun løbeøkonomien. Den gør dig også modstandsdygtig over for skader og øger både udholdenheden og konditionen. Det er svært at undgå høj puls, når du løber opad og det giver den samme gode træningseffekt på kredsløbet og konditallet som flere andre intervaltræningsformer.
* Samtidig vil løbere, der ofte løber i kuperet terræn, udvikle flere forbrændingsenzymer i deres muskler. Det øger musklernes udholdenhed, så de kan arbejde længere, før de bliver trætte. En sidste fordel ved bakketræning er, at skadesrisikoen dykker pga. den øgede styrke i de stabiliserende muskler omkring ledene. Det er derfor ikke tilfældigt, at verdens bedste løbere i Kenya og Etiopien træner i kuperet terræn hver dag.
* Det er bare sjovt og afvekslende, samt kort og hårdt. Husk derfor at være godt opvarmet. Gerne 15 minutters opvarmning inkl. nogle stigningsløb.
* Nemt at have børnene med ude at løbe 🙂 Og det er sjovere end Disney.
Ps. Vi spiste fredagsslikken, da vi kom hjem 🙂
Læg en kommentar