Dette var mit 15. E-løb helt nøjagtig. Og det hurtigste! Ja, hvem fanden skulle have troet det, da året 2014 generelt var mit hurtigste år, på alle distancer? Et år hvor fedtprocenten var på sit laveste, og kroppen 5 år yngre!!!
Men der blev jeg snydt – og heldigvis på den gode måde. For i går slog jeg rekord (min egen) til Eremitageløbet og skar hele 1 sekund af min tid, da jeg med tungen ud af halsen, og astmatiske lyde fra halsen løb i mål på 54.42. Det gør mig faktisk oprigtig glad, meget stolt – og pænt forundret!
For tiden efter Copenhagen Half har været præget lidt af, at jeg har spist, drukket, daset og været aldeles sløset omkring min træning i de tre uger der er gået. Fra at have fulgt en træningsplan nøje, til at tænkte “pyt – jeg løber i morgen”, eller “de 300 gram slik spiser jo ikke sig selv”, eller “vi skal da have noget for pengene til den vinsmagning i Milano” 🙂 Det er det man kalder livsglæde og det har vel også en effekt? Om ikke andet på badevægten!
Nå, men anyways, så har jeg nok ikke givet mig selv de bedste betingelser for at fyre den af som jeg gjorde. Jeg nåede endda helt oprigtigt at sige til et par andre løbere kort før start, at det var en af de dage, hvor jeg nok hellere skulle have gået en tur i skoven og drukket varm kakao.
Min opvarmning løb jeg sammen med Lea Weck, som jeg træner fast to gange om ugen og Dorthe Wacherhausen, som er min gode løbebuddy og ligeledes træner i Hechmann Running. Lidt før kl. 11, splittede vi, og jeg placerede mig midt i den forreste startblok – men godt gemt væk i masserne. Ofte har jeg stræbende stillet mig så langt frem som muligt. Det ser jo også godt ud på billederne fra startlinien, foruden at det øger chancerne for en god tid og en bedre placering…..
Men jeg hverken ville eller skulle signalere overskud, og dermed risikere at tabe ansigt!
Da starten gik, havde jeg kun netop nået at tørre et par tårer væk fra øjenkrogene med mine vanter, oven på en smuk mindeseance for Henrik Jørgensen, den ubestridte konge af Eremitageløbet. Det var en bevægende oplevelse med 12.000 løbere, der på én gang tav og mindedes Henrik. Og at kunne se op på ‘broen’ hvor hans datter Anna Holm stod og også var klart berørt af situationen. Det fremkaldte en akut overfladespænding for mit vedkommende.
Anna Holm sendte herpå løberne afsted med et ordentlig bang! fra sin start-gun. Det gav mig fuldt fokus, og jeg var tilbage som løber! Fra det øjeblik havde jeg kun rytmen af mine fødder, i samarbejde med min vejrtrækning, i tankerne.
Jeg fulgte strømmen af løbere, som var vi en flok vildheste på prærien, der løber samlet afsted, og det bar mig frem de første par kilometer, indtil ruten gik skarpt til venstre ved den første røde port ved Klampenborg og nordpå, hvor der kom lidt mere spredning på løberne. Jeg kunne følge mit ur og se, at jeg holdt et tempo på godt 4.06 de første mange kilometer. Tænkte at det måske nok var lige stærkt nok, men det lykkedes mig ikke at sætte tempoet synderligt meget ned.
Luften i går var kølig (7 grader), men jeg fik hurtigt varmen, omend jeg var glad for min spøjse påklædning med splitshorts, lange ærmer og vanter. Mit ur viste også en formstatus på 20+ på præstationsskalaen ‘fremragende’ og det gav da lige et mentalt skub i den rigtige retning, fordi jeg samtidig følte totalt meget overskud. Når man passerer Eremitageslottet, både første og anden gang, er det et af de steder på ruten med flest tilskuere og heppere, og det gav også lige et godt energiboost oven på de bakker der er gået forud, og en ekstra fornøjelse af at ‘være på toppen’!
Ordet ‘bakkesurfer’ kommer jeg til nu. Mine løbestrategier er blevet mere og mere udviklet med tiden, og særligt det seneste år, har jeg har fået øjnene op for at løbe i skove og kuperet terræn. Det går på, at jeg sætter farten markant ned, når jeg kommer til en stigning, tager små skridt og løber så fladt som muligt uden at løfte fødderne for meget. Det kan godt gøre mentalt ondt, fordi jeg oplevede at blive overhalet af flere på vej op hver gang. Til gengæld gav jeg dem baghjul, når jeg efterfølgende næsten spurtede ned ad bakkerne, men masser af energi og godt hjulpet på vej af tyngdekraften. Jeg er blevet bedre til at give helt slip, fremfor at bremse op. Det er faktisk en skæg og meget givende metode, som jeg har benyttet mig af til de seneste løb, med stor succes! Og det virker for mig. Jeg vil dog tro at sådan en som Abdi Ulad (vinderen), holder en jævn spurt både op og ned, så om teorien holder vand hos eliten, ved jeg ikke!
Ved at træne med wattmåleren Stryd til daglig, har jeg også fået en stor forståelse for, hvad det at løbe i terræn har at sige for den energi der lægges i hvert skridt, og dermed hjælper den til at gøre mig mere stabilt udfordret, når det går op og ned. Det kan jeg godt anbefale.
På den lange vej op mod slottet – for anden gang- var der en stiv vind fra venstre, så jeg sugede på lappen, og lod en bredskuldret triatlet tage vinden, det meste af vejen op. Han og jeg skiftede så til at ligge og overhale hinanden resten af vejen mod mål, indtil jeg tog ham med to sekunder i spurten. #UndskyldHenrikLarsen!
Det viser sig efterfølgende at jeg har dystet mod Henrik i 2016 også. Ligeledes i shorts og vanter (tak for billedet!):
På resten af ruten fra slottet husker jeg kun, at jeg tænkte ‘det var dog utroligt så meget overskud jeg har. Gad vide om jeg løber for langsomt?’. Så satte jeg farten en smule op de sidste par kilometer og satte så spurten ind op mod målstregen, hvor jeg tilnærmelsesvis mærkede en let astmatisk vejrtrækning, som de andre år. Og så løb jeg en rekord i hus. Og blev nummer 1 i min aldersklasse 40-44 år.
Jeg kan ikke anbefale hverken slik, vin eller at droppe træningen, selvom det kan lyde sådan på min fremstilling. For hvem ved om jeg kunne have vundet hele E-løbet, hvis jeg havde nøjedes med 100 gram slik? Eller kun drukket rødbedejuice og ikke rødvin 😉 Nej, spøg til side. Jeg er også bare et menneske, og er bare super glad lige nu, fordi jeg elsker både-og og ikke enten-eller.
Eremitageløbet er et særligt løb, og at kunne løbe 13,3 km er i sig selv en stor præstation. Så jeg beklager mit fart-fokus, men det er en af mine egne store drivkrafter…..
Da jeg kom hjem, havde ungerne bagt cookies og den nærmeste familie kom til E-løbskaffe 🙂 Sikke en skøn dag, og en dejlig måde at markere et godt løb på.
Mange tak til jer der heppede, for de mange hyggelige snakke med en masse løbere, krammere og high fives der blev uddelt, og til Eremitageløbet for endnu et super godt løb!
Vi ses næste år i Dyrehaven!
Læg en kommentar