I december 2015 vandt Dan René Thorup et startnummer til ‘Copenhagen Marathon 2016’ her på siden og jeg stillede ham i den forbindelse nogle spørgsmål, som jeg delte på bloggen. Dans mål er revurderet en smule, grundet en mindre pause, men han er stadig fyr og flamme. Jeg har løbetrænet med ham nogle gange for at syreteste ham – og den er god nok. Han er en sej løber! Og jeg fik baghjul.
Hvad er status på dine forberedelser?
Efter at have været gået lidt i stå et par måneder, er jeg nu ved at komme op i gear igen. Formen er ikke så god som jeg kunne ønske. Så jeg håber at den næste måneds tid inden jeg skal løbe, vil gøre lidt godt for formen.
Har du revurderet dit mål?
Ja, i sidste interview, sagde jeg at et sted mellem 3:10 og 3:30 ville gøre mig glad. Men med nuværende form vil jeg blive super glad og stolt, hvis jeg når under 3:40.
Har du styr på hvad du vil løbe i på dagen?
Kun mine løbesko! Jeg har investeret i et par Brooks Glycerin 13, altså modellen nyere end dem jeg har løbet i det sidste års tid.
Har du fulgt din træningsplan?
Træningsplan?? Ha ha.. Den lader vi vist ligge.
Glæder du dig eller frygter du dagen?
Både og. Jeg har en enorm respekt for de mange kilometer. Og jeg har ikke endnu været oppe at løbe over 23 km, så jeg håber at jeg kan finde et godt tempo og så ikke forcere mit løb på dagen, men løbe i et stabilt tempo og ikke lade mig rive med af atmosfæren og folk der hepper.
Hvordan har kroppen taget den ekstra megen træning?
Forbavsende godt. HELDIGVIS har jeg kunne løbe mange dage i træk uden at få skader. Jeg tror, jeg er heldig at løb ligger meget naturligt til mig. Det er jeg meget taknemmelig over.
Hvad er dit bedste råd til folk, der skal løbe maraton første gang?
Føler mig ikke så rustet til at kunne give gode råd. Jeg har jo kun løbet et års tid. Skal jeg dog lige skyde ind med noget, så er det en god idé at finde nogle der har løbet meget og så løbe sammen med dem og suge lidt af deres gode råd til sig. Det har i hvert fald været en god ting for mig, samt en motivation for at komme ud at løbe.
Løber du med musik og hvilket? – Både under træning/selve maratonløbet?
Nej, jeg løber sjældent med musik, da jeg har en bedre fornemmelse af mit løb uden. Det samme kommer til at gælde, når jeg skal løbe maraton, men det er lige så meget for at kunne nyde atmosfæren under sådan et stort løb. Dog vil jeg lige tilføje, at jeg bruger musik når jeg løber sent om aftenen og det er mørkt, det gør løbe turen en anelse hyggeligere.
Hvad har været det bedste – eller værste – ved at vinde startnummeret? (Pres, genkendt på gaden……?)
Har et par gange tænkt, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne gennemføre og er blevet usikker på hvad pokker det egentlig er jeg har gang i, men synes at det at jeg har vundet et startnummer har været en god motivation til at give den en skalle. Ville jo også være lidt at svigte, når nu jeg har sagt ja 🙂 Ellers skulle jeg jo have sagt nej tak fra starten Der er ikke meget genkendelse endnu, men det kan jo komme. Ser frem til invitationerne til diverse filmpremierer 😉 (Det gør jeg også! Red.)
Jeg ønsker Dan held og lykke med løbet og der vil naturligvis komme en opdatering her på bloggen. Den anden vinder af konkurrencen, Mette Iversen, vil I også kunne læse mere om inden for den næste uges tid. Spændende om hendes plan har holdt og om bentøjet har kunne holde til det. Hun kæmpede nemlig lidt med en tidligere skade i efteråret. Det ved vi i næste uge. Læs interviewet fra december her.
Læg en kommentar