Jeg har sat mig ned, for at lave en opsummering af den aktive træningsferie på Playitas i uge 3, som børnene og jeg var på. Den er 100% baseret på mine og børnenes oplevelser. Skulle jeg lave en anmeldelse, der omhandlede min forestillingsevne om hvordan der er UDEN børn, ville den være meget anderledes og score en højere karakter. Læs hvorfor:

Objektivt set, er Playitas et super dejligt resort, beliggende helt ud til Atlanterhavet på Fuerteventura, og med en hel masse træningsmuligheder fra morgen til aften – jeg kunne desværre ikke løbe, grundet min skade i svangsenen, så det satte naturligvis lidt begrænsninger for de aktivitetsmuligheder der var for mig. Men da jeg rejste alene med mine to børn på 8 og 11, var der også en naturlig begrænsning i mit egotrips muligheder. Og vi ønskede at være sammen om det meste, fremfor at splitte op, hvilket ferie jo handler om.

FORVENTNINGENS GLÆDE
Når man rejser med sine børn alene, som jeg gjorde, havde vi gjort os mange overvejelser inden vi bookede en rejse. De vigtigste elementer var; Masser af andre børn, gode aktivitetsmuligheder for os alle tre sammen, og sol og varme. Og et trygt sted, hvor vi ikke var overvåget af mænd med maskingeværer, som i Egypten sidste vinter 😉

Inden jeg bookede rejsen hos Apollo, ringede jeg for få bekræftet, om Playitas kunne opfylde vores ønsker, og de lovede at der vrimlede med børn, også selvom det var uden for skolernes vinterferie. Fedt! For det var jo ude for sæson ellers. Derfor bookede vi rejsen, selvom temperaturene ‘kun’ lovede 20-21 grader. Og Playitas havde jeg hørt en masse godt om fra andre løbere. Vi glædede os helt vildt, og særligt når vejret var gråt og koldt i DK. Jeg bookede en børneklub hjemmefra, så der var lidt ekstra aktivitetsmuligheder, hvis jeg skulle træne lidt på egen hånd. Det sidste jeg ønskede var nemlig, at ungerne skulle forfalde til deres Ipad på turen:-)

VORES OPLEVELSER
Playitas var ganske rigtigt et mekka med masser af træningsmuligheder for voksne, og et enkelt hold for familien den uge. Der var  holdstart for voksne hver time, masser af løbe- og cykelruter, svømmebaner (mod betaling), og tennis (mod betaling). Men det gik meget hurtigt op for mig, at det at rejse i uge 3 betød, at der kun var småbørn og ingen børn i skolealderen. Måske var jeg én af de få, der rent faktisk hev ungerne ud af undervisningen, for at have råd til at rejse? Havde vi booket uge 7, kostede det 28.000 kr for os tre med helpension. Vi gav 15.000 kr. for nøjagtig samme pakke i uge 3!

Ingen børn, betød også at børneklubben stort set var mennesketom, og derfor nægtede mine børn at gøre forsøget med de aktiviteter der potentielt kunne have været. Heldigvis fik jeg beløbet refunderet. Men det var jo ikke pengene det handlede om for os her.

Så lejede vi tennisbanen et par gange, hvilket var sjovt, men også lidt pebret, da det jo var en ekstraomkostning hver gang. Og vi spillede en runde på minigolfbanen med 18 huller. Det gør man én gang, og så har man været dér.

Vandrutsjebanen, var desværre under renovering og skulle være åbnet halvvejs inde i ugen. Men den åbnede ikke som lovet, og jeg fik derfor kompensation. Men det ændrede ikke på at mulighederne for børneaktiviteter skrumpede ind.

Jeg fik selvfølgelig trænet lidt ad hoc, og mest i fitness centret, hvor jeg måtte tage børnene med ind. Og så gik/løb vi et par morgenture op på ‘Bjerget’, som lå smukt 500 meter fra vores lejlighed. Det var nok de bedste oplevelser vi havde sammen i den uge. For det at bestige bjerge og kigge ud over kysten sammen er en meget smuk naturoplevelse. Og lidt farlig, når man har ansvaret for børn på bjerg i kombination med stiv kuling det meste af tiden 🙂

Lejligheden, udsigten og beliggenheden var helt perfekt, og var man to-tre træningskammerater eller et par, kunne det sagtens være et sublimt feriemål. Vi fik helpension, og var glade for at vi nærmest kunne vælte ud af sengen og gå direkte ombord. Særligt synes jeg at morgenmaden var bedst og sundest, og børnene var mest vilde med chokoladevandfaldet til aftenbuffeten hver anden aften. Jeg badede nu også lidt i det!
Frokostbuffeten gik vi lidt kold i og valgte efter nogle dage, at købe os til lækker mad på den italienske restaurant på resortet. De lavede virkelig lækker mad!

Desværre havde vi den koldeste uge målt de sidste 10 år, men solen skinnede, så humøret var egentlig ok generelt, og vi havde masser af varmt tøj med.

En af dagene lejede vi en fin lille bil, og kørte rundt og så en masse. Det var faktisk den allerbedste dag synes jeg. Det kostede kun 40 euro for en 5 dørs Polo-agtig bil 🙂

KONKLUSION
Vi blev enige om, at vi nød at være sammen, men at vi har haft bedre ferier. Vores tre ønsker blev nemlig ikke opfyldt, så det er en ommer til Apollo. Men det var dejligt, at der ikke var armerede mænd på taget 🙂

Jeg er ikke sur, men jeg er altså skuffet! Det er jo min ferie med børnene, og dér hjælper en mindre økonomisk kompensation ikke, da vi ville have valgt anderledes.

Vi prøver måske Club La Santa en anden gang, i håb om at kommunikationen er bedre i hele forløbet, og vi får hvad vi forventer og bliver stillet i udsigte.

Kom gerne med kommentarer til de oplevelser du har haft på Playitas eller Club Lasanta, da mund til mund metoden nu en gang er den bedste 🙂

_________________________________________________________________
Hvis du vil følge med i mine hverdagsglimt, så husk at det sker på Instagram på @juliecarl.dk. Jeg er dog til at forhandle med, hvis et flertal ønsker, at jeg igen lægger det begge steder, men jeg tog beslutningen for at lave unikt indhold begge steder. Vil lige tygge lidt på den…….