I onsdags blev jeg ringet op af min teamleder for Team Kaiser Sport, som kunne meddele mig, at der stod en kasse med den nyeste kollektion fra GORE RUNNING WEAR til mig i Kaiser Sport. Så efter fyraften i Nordea, susede jeg i Mondeoen ind mod København, lavede en perfekt baglæns parkering (det er sandt!), og strøg ind og hentede kassen. Efter at have snakket lidt, gik jeg behersket ud til bilen….for at kaste kassen ind bagi og flå låget op. Det var bedre end juleaften, og det hele ser vildt fedt ud. Jeg fik derfor ringet til trykkeren, fræsede til Herlev med tøjet, og venter nu håbefuldt på at det er færdigt i dag, så jeg kan få det hele med hjem…..Bare rolig, jeg sidder ikke derude og venter.
Og så kan jeg formodentlig være klar i nyt outfit, når jeg i morgen løber Degnemoseløbet. Må jo lige agere mannequin i nærmeste fremtid, så I kan se alt det fede tøj 🙂 Jeg må indrømme, at det er de feminine udgaver af kollektionen jeg har fået, så de mandlige læsere må tjekke Goretøjet ud på Kaiser Sports hjemmeside. Jeg er på ingen måde forvent med at være sponsoreret, og jeg føler mig temmelig priviligeret.
———————————————————————————————————————-
Og så til udtrækningen af de to heldige vindere af startnumre til Spartas MINI Cityløb 🙂
Tillykke til:
Maria Egelund Simonsen, der i forvejen har planlagt at løbe “Alt for Damernes Kvindeløb” på 15 km og Copenhagen Half Marathon.
Peter Sonne, der er tilmeldt Paris Marathon, Stockholm Marathon og Budapest Marathon
Begge ser det ud til, at I er grebet af de lange distancer, så Cityløbet bliver jo ren intervaltræning for jer 🙂 Jeg tager kontakt til jer direkte.
God weekend derude – Jeg skal hente tøj!
Læg en kommentar