Copenhagen Half i tvillingeoutfit – med Hechmann træner Dorthe Wacherhausen
Copenhagen Half Marathon – Beretning
Jeg må indrømme, at jeg i ugerne op til løbet har haft lidt nerver på, samt lidt for meget at se til generelt, og derfor har haft sovet dårligt, og ikke kunne samle mig om særligt meget der havde med halvmaratonet at gøre.
Så jeg havde sænket forventningerne til løbet helt, selvom jeg alligevel ville stille mig bag de grønne 1:30 fart-holder-balloner (det var jeg vist kommet til at fortælle nogen, så det måtte jeg hellere gøre).
Søndag morgen kl. 6.15, vågnede jeg op på Hotel Stege Nor på Møn, hvor jeg var med hele Carl-klanen på den årlige familietur, og det gav da også lige lidt ekstra slag til hvilepulsen, at være såååå langt væk hjemmefra, hvor både morgenbuffet, toiletbesøg og benzin nok på tanken, skulle gå op i en højere enhed. Men det spillede sammen, og Dorthe kunne hente mig hjemme i København NV kl. 9.30, så vi kunne ankomme i acceptabel tid til stævnepladsen!
Herefter fik vi taget lidt Iphonebilleder, drukket den sidste tår vand, hilst på gud og hver mand, og fik ok styr på de klassiske løbenerver. Lidt opvarmning i en overbefolket Fælledparken blev det også til, og det var første gang jeg prøvede at løbe i mine nye sko, hvilket heldigvis gik forrygende. Så lidt efter lidt fik jeg fundet fokus og følte mig klar til start. Men den der plan med at lægge mig lige i røven af de grønne balloner, kunne jeg godt glemme, for ‘floden gik over sine bredder’ af løbere, der skulle derhen, så jeg stod halvt bag en container, da starten gik 11.15.
Så jeg løb mit eget løb, og holdt øje med tiden på mit ur. De første mange kilometer lå jeg ifølge Garmin med 4.13 pr. kilometer, og det var lige hurtigt nok, hvis jeg skulle overleve længere end 15 km. Så tempoet blev sænket et par sekunder pr. kilometer, og jeg havde stadig super meget overskud hele vejen, indtil det slemme spot omkring Christiansborg Slot/Kgs Nytorv, hvor trætheden begyndte at indfinde sig, og mindede mig om tidligere års oplevelser med bly i benene deromkring!
Jeg vidste dog, at min søster Sofie stod og ville heppe nær Svanemøllen Station, så jeg havde hele tiden noget at finde motivation i, selvom benene var noget tungere end i starten. Traditionen tro, blev jeg også meget træt, da jeg havde passeret hende, med et vink og tungen ude af halsen (og med følelsen af at have en ca. 20 cm lavere krop, end da jeg påbegyndte løbet), så de sidste 2 kilometer føltes mest som 10!
Flere af dem jeg havde overhalet tidligere på ruten, begyndte at overhale mig på det sidste stykke, og det var da pænt træls, men heldigvis var det ikke os der kæmpede om guldmedaljen! Da jeg løb over målstregen, var det i tiden 1:31:31 og det er præcis 46 sekunder fra min PR til VM i halvmaraton 2014.
Det er da så meget godkendt, og jeg havde faktisk følelsen af, at der er meget mere i mig (det skal bare lige graves frem). Jeg skulle måske bare have brugt albuerne og møvet mig igennem, så jeg kunne have hægtet mig på ballonerne fra starten, så jeg havde haft nogle og noget, til at holde mig til ilden, når det gjorde mest ondt. Men det blir i 2020.
Cph Half var den fedeste dag, og jeg elsker at have mødt og sludret med så mange af jer løbere derinde, så tak til jer der bare kom hen og sagde ‘hej’.
Læg en kommentar