Jeg må erkende at jeg er mindre energisk på denne mørke årstid, end om sommeren. Og faktisk er ca. 90% af befolkningen i større eller mindre grad påvirket af det manglende sollys, og de følger der er af det. Gad vide om jeg i virkeligheden er født til at bo i Sydeuropa? Jeg må lige spørge min far, der forsker i vores slægt, om der er sydlandsk blod i årene. I så fald er jeg født som albino, da jeg matcher væggene i hjemmet for tiden – Modehvid.
Seneste forskning peger dog på, at det ikke er manglende rygrad til at tage sig sammen, der er årsagen til, at vi bliver møg ugidelige. Der er en kemisk forklaring på vores træthed og/eller mindre gode humør. Lyset styrer døgnrytmen, via en lille kerne i øjets nethinde, der opfanger lyset og sender signal til hjernen. Det er et levn fra fortiden, hvor vi måtte samle kræfter og spare på forrådet om vinteren, men vores vinterhi er ikke så praktisk i den moderne verden. Desværre påvirker det manglende lys produktionen af serotonin, der falder og kan gøre dig ked af det og måske endda deprimeret. Samtidig danner du mindre D-vitamin der normalt kommer til os via sollyset, og også kan fremme depression og svække immunforsvaret.
Men der er håb forude, medmindre du faktisk elsker at ligge i sengen og trøstespise fyldte chokolader i stearinlysets skær. På listen over ting der skruer op for energi og humør kan nævnes følgende:
* Mere træning – produktionen af serotonin og dopamin øges betragteligt, og humøret stiger. Særlig er motion udendørs i dagtimerne effektivt. En løbetur evt? 🙂
* Spis sundere – Kosten er vigtig, så forsøg at undlade at falde i trøstespisning, og få bla. masser af fede fisk som laks. Der er D-vitamin i.
* Dyrk sex – Udover at det er gavnligt for parforholdet, vil sex “udløse” dopamin og serotonin, og gøre dig glad i låget.
* Rejs sydpå – Yes sir 🙂
* Lysterapi – Det kan hjælpe på dannelsen af serotonin at benytte en specialkonstrueret lampe, men den er ikke bevist at øge D-vitamin produktionen. Så den kan ikke stå alene.
* Kognitiv terapi – Er du rigtig vinterdeprimeret, kan det hjælpe at arbejde med tankemønstrene. Evt. hos en psykolog eller terapeut. Kognitiv terapi kan desuden bruges forebyggende, hvis du hvert år rammes af vinterdepression.
80% af dem der har symptomer på vinterdepression er kvinder, men det høje tal kan skyldes af mænd i sjældnere grad opsøger læge, når de hænger med mulen.
Jeg blev inspireret til indlægget her, efter at have læst en artikel om vinterdepression i magasinet Move by Femina i december-udgaven.
Hej Julie,
Jeg blev virkelig inspireret af dit fine indlæg her på bloggen. Humøret har ikke været helt i top her på det sidste kombineret med manglende energi og sygdom. Hvordan får jeg taget mig sammen til, at komme ud og løbe i dag? Jeg vil så gerne i gang igen – så jeg kan komme i lidt bedre humør, få dyrket motion og forhåbentligt slippe for mere sygdom…
Hejsa. Tak for din kommentar. Jeg er glad for at jeg kan være med til at inspirere dig. Personligt har jeg lavet en aftale med mig selv, om at jeg SKAL løbe hver anden dag uanset lyst eller overskud. På den måde kan man vende skude og ligefrem få lyst og energi ud af det. Efterhånden bliver løbeturen en ligeså selvfølge som det at børste tænder. Jeg overvejer aldrig om jeg skal eller ikke skal mere. Hvis du har lyst, så kontakt mig på runforfun@juliecarl.dk eller 31165880, og så kan vi tage en snak. Alle kan have dårlige perioder, så du er bestemt ikke alene om det 🙂 Kh. Julie