Selv som ihærdig og passioneret løber, kan man godt have et par dårlige vaner eller to. Og som Ole Henriksen så rigtigt siger: I Love it! Gad vide om han taler om konfekt, fredagsslikskålen eller kagebordet?

Uden at lyde som en ophøjet prædikant, så har den søde Ole Henriksen ret i rigtig mange ting. Og i et program på TV2 forleden, fik Ole og hans kameramand, der også hed Ole, scannet deres hjerner. Resultaterne viste tydeligt, at Ole Henriksens center i hjernen, der viser positivitet og tilstedeværelse, var langt mere aktive end kamera-Oles.

Ole Henriksens filosofi er ikke blot at tage “Ja-hatten” på.

Næeh, opskriften på glæde og velvære består af 5 elementer:
Man skal dyrke sine sociale relationer, dyrke hjernegymnastik (fx. meditation), få daglig motion, sund kost (bla. nul sukker) og god søvn.

Den med kosten ramte et ømt punkt i mig. Jeg ved 100% at jeg er sukkerjunkie, så selv om december er den ondeste måned at lave en kold tyrker i, så har jeg besluttet følgende:

Fra i dag og til og med 22. december, spiser jeg nul tilsat sukker. Det er ikke for at tabe mig, men for at give mig øget velvære. Jeg kan ind imellem vågne om morgenen med ondt i hovedet, følelsen af ikke at være udhvilet, og ligne en tynd udgave af en Mumitrold (hævede øjne og klumptud). Tro mig. Jeg har masser af billeder der kan dokumentere dette. Det er bare ALDRIG dem jeg lægger på nettet 😉 Op af dagen begynder jeg at ligne mig selv, og så får jeg lyst til sukker igen. Det er skruen uden ende.

Er der andre der vil være med i denne sindssyge plan? Jeg vil lave en ugentlig opfølgning på bloggen, hvor vi kan skrive sammen om de forskelle vi mærker. Fx. “hej, jeg hedder Julie – og jeg er sukkerjunkie…” eller “nu kan jeg komme ud af fjerene om morgenen og løbe en tur inden familien vågner!

Den er nok den, jeg selv håber mest på. Så tænker jeg også at manglende mumifjæs er en sidegevinst 🙂

mumi

Kom gerne med gode ideer her på bloggen, også til lækre og sunde mellemmåltider, så vi ikke falder i æbleskive- eller julemandskumfælden undervejs. Marzipan er dog lavet af mandler, ikk? 😉

Pssssssssst! Husk at jeg har en konkurrence kørende til 3. december, hvor du kan skrive om din yndlingsløberute og vinde et startnummer til Nytårsløbet, 1 times løbecoaching, 3 km. testløb og en måneds skræddersyet træningsplan :-) Klik her og læs mere.