Jeg har for anden gang i år deltaget i et halvmaraton. Første gang VM i slut marts og denne gang Powerade forrige søndag, hvor formen ligeledes var i top, og komforten i tøj og sko gennemtænkt nøje, så jeg kunne føle mig godt tilpas under hele løbet.
Da jeg løb i marts mistede jeg en tånegl, trods det at jeg træner en hel del, og aldrig har problemer med neglene. Neglen er også vokset fint ud nu. Men jeg er jo en kvinde og vil også gerne føle mig sådan, så derfor tænkte jeg lidt over hvordan jeg kunne undgå det denne gang. Jeg havde derfor investeret i endnu et par konkurrencesko, som også var løbet fint til forud for Powerade.
Allerede efter de første 12 kilometer, begyndte jeg at føle en temmelig insisterende brændende fornemmelse under begge fødder. Det skyldtes desværre ikke høj fart og brændende asfalt, men snarere vabler. Havde det ikke været for min umådelige stædighed for at slå min rekord på 1.30.45 fra marts, så havde jeg stoppet op og kastet skoene ad h… til. Men jeg havde en gennemsnitlig fart, som rigtigt disponeret, ville få mig under de famøse 1.30. Og i det mindste var det ikke neglene der gjorde ondt, denne gang. Hen mod slutningen af løbet, måtte jeg dog kaste håndklædet i ringen og lunte i mål og endte med 1.31.50. En blanding af totalt ømme fødder og udmattelse.
Først i bilen bagefter turde jeg afmontere skoene, og fandt som ventet et par ganske flotte blodige vabler under begge fødder.
Det gode ved den her oplevelse er, at det fuldstændig tog fokus fra de to blå negle, der kom ud af løbet og som nu er skyld at mine fødder ser sjove ud i sandaler! Godt at det er blevet efterår. Og at der er 6 måneder til BT Halvmaraton. Så kan mine negle lige nå at vokse ud igen. Vablerne er desuden skrumpet ind igen, og med hjælp fra Compeed, fik jeg gennemført Friløbet på 10 km. i søndags 🙂 Endda i rekordtid på 40.56! Og i mine gamle konkurrencesko.
Et godt råd mod vabler en anden gang:
1)Bliv testet til skoene, således at du ikke overpronerer i dem og dermed løber skævt på foden, samt at du sikrer en god pasform.
2)Brug aldrig sokker af bomuld, da sved og fugt ikke kan transporteres væk fra fødderne
3)Vabler skyldes friktion mellem hudlagene, hvilket sker hyppigere, når huden bliver fugtig. Meget tørre fødder eller meget våde fødder er mindre sårbare.
4) Dobbeltlagssokker kan gøre friktionen mindre i hudlagene. De er ikke så udbredte endnu, men en stigende trend blandt militærfolk og løbere.
5) Sørg for at dine løbesko er 1-1,5 numre større end almindeligt fodtøj, da fødderne hæver op når de bliver varme.
6) Overvej at droppe konkurrenceskoene til lange løb, da en god stødafdæmpning mindsker friktionen. Mange eliteløbere bruger slet ikke konkurrencesko, da skadesrisikoen er for høj.
7) Snør dine sko, så de passer optimalt. Læs om snøreteknikkerne. Her er lidt for en hver vabelplaget:-)
Læg en kommentar