Der er meget jeg pludselig forstår om mig selv – og her er ikke tale om et indblik i min barndom, mine shoppingmønstre eller foretrukne slik fredag aften 😉
Måske kan du huske, at jeg i nyere tid skrev om den gentest, jeg var ved at få foretaget hos den danske virksomhed AthGene? Blogindlægget her skriver jeg på eget initiativ, fordi jeg synes det er interessant, men testen var en foræring fra AthGene og jeg forholder mig 100% objektivt.
Hvad er AthGene?
Kort fortalt er AthGene en nyere dansk virksomhed der har forsket i, hvordan atleter udnytter deres genetiske potentiale bedst muligt. Vi er 99% genetisk ens, men hvad er det så der skiller os ad? Det kan vi nu få svaret på, og bruge det optimalt i trænings- og kostsammensætning. Der er tale om kategorier som langsomme og hurtige muskelfibre, potentielt VO2 Max, viden om ens sensitivitet for koffein, gluten og laktose, om man forbrænder fedt og kulhydrat bedre eller ringere end gennemsnittet, om man har tendens til muskelskader eller vævsskader i højere eller lavere grad end gennemsnittet og hvordan musklerne responderer på forskellig slags træning. Alt det og en masse andet kan testen vise. Jeg blev noget overrasket over flere af resultaterne i min test!
Da der rent etisk kan være nogle ting, man ikke ønsker at give indblik i, vil resultaterne ikke have en sygdomsorienteret retning. Det skal ses som et redskab og en forståelse, for en endnu bedre performance.
Som uddannet coach, er jeg meget enig i, at det skal være fremadskuende og med et positivt islæt. Jeg ønsker f.eks. ikke at vide om jeg er pre-disponeret for brystkræft, da det ville gøre mig angst for fremtiden.
Sådan skal det gøres
Jeg skrubbede min mundhule med en særlig vatpind, sendte den fluks afsted i en lukket og steril indpakning, hvorefter den blev analyseret på laboratorium. Jeg har så fået en mail om, at resultatet nu er ankommet.
Mit spyt er testet og der foreligger resultater klar i de 20 tilgængelige kategorier. Og der kommer hele tiden flere kategorier, som jeg kan ‘unlocke’, efterhånden som de bliver mulige at analysere. Testen er foretaget en gang for alle!
Mine resultater
Jeg gennemgår ikke alle 20 kategorier, men jeg vil gerne fremhæve nogle af dem:
Vo2 Max: Her ligger jeg meget overraskende under, hvad der er gennemsnitligt for mennesker generelt. Det vil sige, at jeg fra naturens side ikke er helt så god til at optage den ilt jeg hiver indenbords som gennemsnittet. Derfor skal jeg træne ekstra hårdt, for at blive en god løber! Testen siger dog også, at man ved træning af intervaller kan komme langt. Men jeg skal ikke regne med at nå elitens niveau. Øv bøv. Jeg ved fra mit Garmin 620, at mit Vo2 Max i øjeblikket ligger på ca. 56. Det er højt for en almindelig dødelig, men langt fra hvad en eliteløber ligger på. Jeg må indrømme, at jeg er forundret over resultatet, men så må der være noget andet jeg gør rigtig, nu jeg ‘kun’ løber hver anden dag og maks 30 km om ugen og trods alt klarer mig rimelig godt i konkurrencesituationer.
Udholdenhedstræning i kombination med træning af iltoptagelsen, kan naturligvis rykke på min performance generelt. Så det faktusm at mine værdier ligger under gennemsnittet, vil ikke nødvendigvis sige at jeg klarer mig elendigt.
Ellers kunne man vel sammenligne mig lidt med brumbassen, der teknisk set ikke burde kunne flyve 😉
Muskeltræthed: Her ligger jeg et godt stykke over gennemsnittet, hvilket betyder at jeg kan opretholde en høj aktivitet uden at blive træt i musklerne. Det kan jo kompensere, for min manglende Vo2 Max?!
Muskelfibre: Mine muskelfibre fordeler sig ligeligt på de langsomme og hurtige muskelfibre, hvilket forklarer mine evner på de mellemlange distancer. Mange langdistanceløbere har flest af de langsomme udholdende muskelfibre og Usain Bolt klart flest af de hurtige. Det glæder mig faktisk, da jeg med sindsro kan koncentrere mig om 5 km, som er min yndlingsdistance 🙂 Jeg havde faktisk håbet på flest af de hurtige muskelfibre, da fart tiltrækker mig og gerne helt ned til 100 m sprint!
Skadesrisiko: Jeg har øget risiko for muskelskader i forbindelse med træning, men ikke i bindevævet. Det er ikke noget jeg mærker til eller har påvirket mig, da jeg altid varmer godt op inden intervaller og bakkeløb og ved kun at træne hver anden dag generelt, for min oplevelse er at jeg sjældent får ondt nogle steder. Derfor har trænet vedholdende i alle de år jeg har løbet.
Sød tand: Hahahaha!!!!! Min prøve må være blevet forbyttet i posten. Jeg har ifølge testen ikke trang til søde sager. Jeg sad og læste testen, mens jeg gumlede en pose julemandsskum i mig! Har vist fucket mit blodsukker godt op, men hvis jeg spiste en ‘almindelig’ stenalderkost med dertilhørende stabilt blodsukker, kan der måske være noget om snakken.
Sved: Som andre nordiske væsener, har jeg en tendens til at svede, og nordisk sved lugter åbenbart mindre af forår end andres. Det siger testen ihvertfald. Tænker at god hygiejne, og at vaske mit løbetøj i sportsvask fra Zebla er vejen frem. Det har virket indtil nu uden undtagelser. Hvis du er af en anden opfattelse, så prik mig lige diskret på skulderen 😉
Optagelse af kulhydrat og fedt: Det kom ikke helt bag på mig, at jeg er ineffektiv til at omsætte kulhydrat og i stedet hober det op som fedt på min krop, men jeg var ikke klar over at jeg gør det i højere grad end gennemsnittet. Men jeg er typen der nemt bliver oppustet af brød og andre hurtige kulhydrater. Til gengæld er jeg bedre end gennemsnittet, til at fyre posen med flæskesvær af, da min evne til at forbrænde fedt er rigtig god:-) Jeg taler ikke om energiomsætningen under løb, da det er en helt anden snak, men min forbrænding generelt.
Det er faktisk temmelig underholdende, at læse de svar om sig selv. Jeg blev nu overrasket over, at jeg ikke er særlig sensitiv over indtagelse af alkohol, da jeg kun skal sniffe til en julebajer for at blive beruset. Har altid bildt mig selv ind, at jeg var billig at have med i byen! Der står ikke, om man også har tendens til tømmermænd dagen derpå, men det kan jeg skrive under på, at jeg er særdeles sensitiv overfor…..
Fordele ved testen fra Athgene
* Utrolig nemt at foretage testen og sende den afsted
* Man undgår ubehagelige kanyler, muskelbiopsier og folk i hvide kitler
* Testene har ikke nogle dommedagsagtige resultater, og ikke sygdomsrelateret.
* Fokus på de ting, en løber eller atlet har behov for at kende til
* Forklaring, konklusion og gode råd, under hver kategori
* Professionelle og dedikerede medarbejdere hos AthGene og hurtigt svar på spørgsmål
* Spændende med denne nye viden om sig selv, som ingen anden test kan give
* Suveræn mulighed for planlægning af trænings- og kostprogram med den nye viden om sig selv
* Prisen er lav i betragtning af informationsværdien og at det er en engangstest der er nem og givende. Testen koster enten 249 om månenden i 6 mdr hvor man får kategorier løbende eller 2.500 kr. hvis man køber den hos en partner, hvor man så får 30 kategorier på en gang.
* Testen kan købes online
* Hjemmesiden er smuk og æstetisk og der er en chatfunktion ved spørgsmål
Udviklingspunkter set fra min vinkel
* Jeg oplevede lang svartid på testen, grundet ændringer på både produktsiden og brugerfladen, men det skulle være løst nu
* Lidt træls, at det er på engelsk, da en indfødt dansker som mig, misser de små nuancer i oversættelsen
* Lidt kringlet at forstå nogle af konklusionerne – men forstår det essentielle
* For at få et godt udbytte af resultaterne, kræver det efter min mening en uddannet vejleder, der kan omsætte resultaterne til hvordan det kan bruges i praksis.
Skulle jeg give AthGene-gentesten karakterer, så vil jeg give den 4 ud af 5 stjerner 🙂
Jeg synes, at det har været super spændende at blive testet, og mange af tingene tager jeg til efterretning. Jeg dropper nu ikke slik eller begynder at drikke mere alkohol sådan lige med det samme. Men jeg er blevet klogere på flere ting, som jeg føler styrker min motivation og kan hjælpe mig i at træffe kloge beslutninger omkring hvordan jeg griber træningen an. Bla. vil jeg have mere fokus på at opbygge min muskelstyrke, da jeg skulle have nemt ved at opbygge muskler. Så pas på mine brede skuldre næste gang jeg kommer fra Fitness World!
Testen kan købes på nettet via de forskellige forhandlere. Det nemmeste er at google det. Vil du læse AthGenes faq, så klik her.
#kaisersportogortopædi
#teamkaisersport
#gorerunningwear
#intotheelements
#brooksrunning
#runhappy
#zebladenmark
#shft
#runright
#fitnessworld
#athgene
#miiego
#teammiiego
Læg en kommentar