I mit forrige blogindlæg skrev jeg lidt om mine tanker om løb, når man som mig har børnene hver anden uge. Jeg ser jo tilværelsen som en sammenhængende størrelse, hvor alt har indflydelse på hinanden. Søvn, sociale relationer, job, parforhold, evnen til at træffe valg. Selv mine egene løberesultater er afspejlet af hvordan jeg trives.
Jeg overlader ikke noget til skæbnen, selv om jeg ind imellem håber den er eksisterende. Det ville jo bare være super belejligt, når jeg spiller Lotto de to gange om året.
Men når noget ikke spiller, så kan det være en ret stor fordel at gøre noget ved det, og ikke bare overlade det til tilfældighederne.
Der var noget i sidste blogindlæg, som jeg ikke kunne løfte sløret for. Noget som kommer til at have en kæmpe indflydelse på min hverdag fremover. Og dermed også nætterne. Trods det at jeg er glad og taknemmelig for mit job i Nordea, og har været inde og ude nogle gange i de sidste 18 år – siddet i jobs som bankrådgiver, investerings- og pensionsspecialist og senest som rådgivningsagent – så har jeg valgt at sige mit job op. Igen. Undskyld chef 😉
Fremover kommer jeg til at arbejde som `Social Media Responsible´ for virksomhed SHFT 🙂 (SHFT.Run).
Jeg har skrevet en hel del om SHFT, som er den danske virksomhed der har opfundet og lanceret to pods, der kan registrere en løbers bevægelser med 12.000 målinger i sekundet, og sender øjeblikkelig feedback tilbage til løberen via SHFT app´en. Løberen får så mulighed for at optimere sit løb gennem gradvist at ændre sin teknik. Det er sk…. genialt.
Ikke nok med, at den allerede er et hit på de danske markeder, så er SHFT allerede en global succes. Og jeg glæder mig vildt meget til at blive en del af den succes.
For mig er det jo drømmejobbet, fordi jeg kan kombinere det at skrive med løbeinteressen. Og så er det kun 25 timer ugentligt, så jeg dermed får den ønskede tid, som jeg har savnet omkring mig. Til børn, løb, afslapning og andre vigtige elementer i hverdagen. Jeg fik slet ikke nævnt, at man skal løbe, for at have et job i SHFT. Hak ved den! Flere gør det i frokostpausen, så jeg hopper nok med på den vogn. Så kan jeg spise min makrelmad over en Facebookopdatering 🙂
Fra 1. februar vil min arbejdstid være struktureret således:
- 25 timer i SHFT om ugen
- Freelanceskribent for LøbeMagasinet
- Egen blogskrivning og personlig træner
Jeg havde lovet jer et blogindlæg med en nærmere gennemgang af SHFT, men af gode grunde har jeg valgt at vente lidt med at skrive mere detaljeret om det, nu hvor jeg meget snart får et indgående kendskab til det hele. Er du møg nysgerrig, så like SHFT via Facebooklinket her.
Og når jeg skrev at det kan få indflydelse på dig også, så er det fordi at jeg i trænerrollen, vil komme til at få inkluderet SHFT som et ekstra parameter i min træning af løbere, og også vil komme med en masse gode fif og oplevelser her på bloggen. Kom gerne med spørgsmål, hvis du er nysgerrig.
Tillykke med den beslutning. Det lyder spændende…og et interessant produkt. Det glæder jeg mig til at følge med i som-en-der-gerne-vil løbe-men-aldrig-kommer-helt-i-gang..sådan rigtigt. Måske det er det som kan hjælpe mig på vej til en bedre løbestil..og løbeglæde 😀