Jeg bliver meget ofte skudt i skoene, at jeg nok løber rigtig meget. Og at det må være årsagen til de flotte tider, som jeg trods jantelovens regler, har flashet på Facebook. Og jo, jeg har i år løbet 5 km. på 19.05, 10 km. på 40.56 og halvmaraton på 1.30.45. Jeg løber nok mere end gennemsnitsdanskeren, men også mindre end så mange andre. Kort fortalt er min opskrift på fart således:
* Kvalitet frem for kvantitet. Jeg har også en familie og tusindevis af andre vigtige gøremål, så jeg løber ikke unødigt langt. Ca. 35-40 km. om ugen fordelt over 4 gange typisk.
* Jeg løber fast hver anden dag uanset vind og vejr og andre dårlige undskyldninger. Det er et valg jeg har truffet. Vedholdenheden er temmelig afgørende.
* Restitution er lige så vigtigt som selve træningen og jeg vægter den højt.
* Grundet restitutionen bliver jeg sjældent skadet. Dette trods intervalløb og deltagelse i en masse motionsløb, hvor skadesrisikoen er høj. Jeg mister dog jævnligt en negl eller to efter et halvmaraton, men der er mere på skønhedskontoen det tæller.
* Jeg bliver sjældent syg. Det er en af de absolutte bedste goder, jeg har opdaget ved at dyrke regelmæssig motion og at få en masse frisk luft. Immunforsvaret bliver nemlig styrket.
* Konstant afveksling i intervaller, tempoture, og længere langsomme ture. Dvs. at der altid er nyt på programmet og at jeg ikke to gange i træk laver intervaller fx.
*Jeg kan nok ikke løbe fra at generne også spiller lidt ind, men jeg har alligevel finpudset meget på min løbeteknik, så jeg løber så optimalt som muligt, for at få en god løbeøkonomi og undgå skader.
* Psyken er en stor faktor for mig, når der skal fart på i konkurrenceøjemed. Når det gør ondt, ved jeg af erfaring, at det ikke skal afholde mig fra at holde tempoet. Kroppen er sej – Det er tankerne der får sat dig ud af spillet!
Hovedsagen er nok, at jeg elsker at løbe, og at jeg får det godt af det, holder mig sund, og giver mig øget velvære. Og som løber hilser man på hinanden, som motorcyklisterne og hundelufterne gør det, og man føler sig derfor i fællesskab med andre, selvom man ofte løber alene.
Her på min blog vil jeg lave indlæg der skal inspirere og holde dig motiveret, gøre dig lidt klogere, og blot dele ud af personlige erfaringer med løb på godt og ondt.
Kom gerne med kommentarer til mine indlæg, så vi kan dele med hinanden:-)
God fornøjelse!
Julie
Læg en kommentar