…Kridhvidt franskbrød med smør og pålægschokolade! En af fordelene ved at stille op i så mange løb er, at jeg i dagene op til løbet, og på løbsdagen spiser det, som jeg af ernæringsmæssige grunde ellers sjældent sniger med hjem i indkøbsposen. Nemlig kulhydrater i form af lyst brød-og uden for mange fibre!
Det med fibrene er primært for at undgå, at være nødt til at løbe indenom et buskads, efter startskuddet er gået. Endnu værre er det, når det er et løb i København Centrum! Min kæreste og børn overværede faktisk en løber til VM i Halvmaraton, der ikke kunne holde sig og måtte krydse vejen i fuld fart og hive sine shorts ned med stort publikum på. Puha!
Nå, men lidt ekstra kulhydrater sørger for, at mine muskler og lever er fyldt godt op inden løbet. Til de længere løb starter jeg med at “carboloade” i flere dage op til løbet. Til de kortere løb er det fint at starte dagen før. Man bør dog undgå at lave alt for store ændringer i kosten, da kroppen kan reagere negativt på det.
Det er også vigtigt at få væske nok. Det ser du ved at kigge i kummen efter du har tisset. Er farven for lys, har du allerede fået for meget, og for gul, så tank lidt ekstra op. Blot 2-3% dehydrering giver betydelig nedgang i præstationsevnen. 4% kan forringe præstationen med hele 25 %. Den sidste time før et løb, bør du undgå at drikke, så det ikke ligger og skvulper rundt i maven.
Jeg er ikke selv ernæringsekspert, men har forsøgt mig frem og lyttet til en masse gode råd fra fagfolk og supermotionister. Og når jeg forsøger at optimere mit løb, så er kosten temmelig vigtig. Jeg er dog på ingen måde fanatisk i mit valg af kost. Men jeg lever efter generelle sunde principper, så jeg får den ernæring jeg har brug for. At der så sniger sig lidt kage ned og en hel del chokolade, vidner bare om at jeg er et menneske. Men alt med måde. Jeg har nemlig fokus på min vægt, da en grov tommelfingerregel siger at man løber 2-3 sekunder langsommere pr. kilometer pr. ekstra kg. kropsfedt! Så helt banalt, så forsøger jeg at regulere mit indtag så vægten ligger stabilt. Selve træningen har ikke den store effekt på min vægt, da jeg skal løbe ca. 14 kilometer for at forbrænde den Magnum Mandel der røg ned under søndagsfilmen.
En af biblerne indenfor ernæring for sportsfolk er denne bog. Klik her.
Enig. Kan erstatte chokoladen med et ordentlig lag marmelade.
Men vigtigst af alt – kost må ikke ændres, man skal bare spise fornuftigt. En løber spiser jo ikke sovs og kartofler til hverdag (smiler).
Hej Jens. Marmelade lyder også fornuftigt, og der sniger sig endda en smule vitaminer med. Til morgenmaden på løbsdagen, spiser jeg ofte også ristet brød med et tykt lag peanutbutter og bananskiver + et par espressoer, rigeligt med vand og så mit rødbedeshot (ca. 2 timer før). Så er der vist ikke mere at gøre på den konto:-)