Så er det blevet dagen hvor min nye hjemmeside officielt går i luften, og dermed åbner der sig et nyt kapitel. Jeg er kun blevet mødt med positive tilkendegivelser og opbakning, og glæder mig af samme grund vildt til at komme rigtigt i gang med det jeg brænder for.
Kort fortalt har jeg valgt at følge min drøm om at blive selvstændig løbecoach og blogger. Det er ikke en drøm jeg har haft fra barndommen, men jeg har arbejdet i den finansielle verden i 14 år før dette, og tog for snart 3 år siden springet ud i uvisheden og opsagde mit ellers gode job som specialist i investering og pension. Jeg havde netop færdiggjort en uddannelse som Styrkecoach via Gnist, og var blevet opmærksom på hvilke styrker jeg selv besad og hvad der giver mig energi, glæde og mening her i livet. Med den viden turde jeg godt sige op, og har været på lidt af en rejse med alt fra ejer af en hyggelig secondhandbutik med børnetøj, uddannelse som meditation- og mindfulnessinstruktør, tanker om at åbne en lille cafe med god kaffe og højt humør, og perioder hvor jeg ikke anede hvilken retning jeg skulle gå. For hold da op der er mange muligheder, når først der er lukket op for boksen. Og lidt forvirret har man vel altid lov at være. Godt jeg har en tålmodig mand!
Jeg har også ofte haft lyst til at skrive en bog, og tog et forfatterkursus, nu jeg var i gang med selvrealiseringen. Men med forfatterdrøm følger der øvelse, så samtidig med at første kapitel af min bog skrev sig selv (not!), så besluttede jeg mig for at lave en blog om løb og positiv psykologi, som var og er min hobby. Perfektionist eller ej, så ville det give mening at jeg uddannede mig til løbecoach og fik et job i branchen. Begge dele lykkedes og jeg har derfor færdiggjort uddannelsen, samt arbejdet i Marathon Sport som løbevejleder. Med børn i huset, er butikslivet dog ikke ideelt, og efter 8 måneder måtte jeg opsige mit job.
Det har så kickstartet mit projekt her. Jeg håber I har lyst til at følge min blog, og dukke op til mine gratis løbehold i Utterslev mose den sidste søndag i måneden. Se under “begivenheder” her på Facebook.
Ps.
Fik jeg sagt at nysgerrighed og kreativitet er en af mine topstyrker? Hvilken befrielse det er for mig selv at anerkende, at jeg ikke udelukkende er et forvirret kvindemenneske 🙂
Læg en kommentar