Her gik jeg lige rundt og tænkte: “Julie- det går da oooookay!” Træningen kører, vægten holder, god hårdag, tånegle der lige har fået en ekstra gang lak inden vinteren og jeg kunne blive ved……
Befandt mig i Ballerup Super Arena med Hasse, min gode løberven og 1000 andre mennesker i dag. Vi havde tilmeldt os 3 dages “Elevate 2015” seminar, med nogle af verdens største foredragsholdere indenfor selvudvikling og leadership. I loungeområdet kommer vi valsende ind i god tid inden første foredrag starter. Orienterer os lidt. Hvor er Kalles Kaffe?? Nå – ikke!! Får os en friskpresset juice, og den er god og passer nok også bedre ind i temaet. Der er stadig 20 minutter til det starter, og så får vi øje på en stand med noget, der gør de to konkurrencemennesker her interesseret. En test på professionelt måleapparat, hvor man kan få målt vægt, fedtprocent, vand i kroppen, knogler og bodyage. Gad vide hvem der har den laveste bodyage og fedtprocent 🙂
Mens jeg flår mine to forskellige strømper af (?), stiller Hasse sig med bare fødder på vægten. Det går hurtigt, og så er det allerede min tur. På maskinen kan damen vælge om jeg er “Standard female” eller “Athletic female”. Hun mener at jeg nok er “standard” som jeg står der i mine ellers bedste bukser. Føler mig lidt trådt over tæerne og prøver at forklare, at jeg træner næsten dagligt, og er i mit livs form. Men ak og ve. Op på vægten med mig.
Dommen er hård: “Under exercised”. Hvaaaaad??? Kigger lidt rundt, for at se om der er nogen der kigger. Beder om at prøve den anden måling, hvor jeg agerer atletisk kvinde. Trods en pris på 75 kr. for målingen, får jeg lov at hoppe GRATIS op på vægten igen. Den spytter en kvittering ud, og denne gang hedder dommen: “Thin and muscular”. Sådan! Hun var dog af den klare overbevisning, at jeg skal dyrke motion 5-6 timer om dagen, for at gøre mig gældende til kategorien “Athletic”.
Jeg kan dog trøste mig med at have en body age på 23 år uanset hvad. Stod der 28 år på din Hasse?
Ps. Ok, jeg er 38 år og Hasse 43 år, så skal ikke hovere for meget.
Pps. Min fedtprocent lå mellem 16,5% og 24,5% afhængig af om jeg var atletisk eller en undertrænet tyndfed 😉 Hasse vandt stort på den med noget omkring 7-13%.
Pps. Startede med 1 times meditation med guruen Henning Daverne, og er så meget i yin og yang lige nu.
Læg en kommentar