Først og fremmest ønsker jeg jer alle sammen et rigtig godt nytår!
Som altid, har årstiden givet mig lyst til at reflektere lidt på tingenes tilstand, og jeg kom i juledagene til at tænke tilbage på dengang i 2013, hvor hele det her løbe-cirkus startede for mit eget vedkommede. Før da kunne jeg ikke drømme om at åbne et sundhedsmagasin, da det pirrede min dårlige samvittighed. Jeg løb dog lidt, men kun om sommeren.
Så her kommer en lille historie om evig ungdom, selverkendelser, virkelighed og at kunne det man drømmer om, hvis man gør en indsats:
Sådan startede det for mig
Det var en nedslående erkendelse tilbage i 2013, hvor jeg midt i 30’erne, måtte sande, at den der pigedrøm jeg altid havde haft om at kunne løbe 5 km på under 20 minutter, nok aldrig kom til at ske helt af sig selv. Og at maveskindet nok heller ikke blev strammere af sig selv. Sikke en naiv type, kan man tænke, men som ung, virker det som om at livet varer for evigt og at det hele nok skal ske en dag!
Pludselig kunne jeg godt regne ud at spændigstighed og fart i benene var noget jeg skulle kæmpe for og at det så småt begyndte at gå ned ad bakke rent statistisk. Ret deprimerende tanke, og den kom faktisk som lyn fra en klar himmel, da jeg i bilen, på vej hjem fra en påsketur med familien til Paris, havde timevis til at sidde og hive mig i den der mavedelle der ikke var blevet mindre efter 5 dage på croissantkur!
Men så slog det mig: Jeg vil i form! Ja sgu. Og det skal være nu, for jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg ventede så længe at det ikke var muligt længere!
Det næste der skete, var med en energi jeg ikke anede at jeg besad. Hurtigt fik jeg sat mig ind i sagerne om træningsstruktur, købt nye løbesko, hevet det gamle løbetøj ud bagerst fra skabet (Det tog nu ikke så lang tid, for jeg havde ét par lange tights og ét par lange skiagtige underbukser i uld jeg kunne bruge, og en gammel stor nylon-sportsjakke jeg havde fået gratis ved indmeldelse i fitnesscenteret 10 år tidligere.
Og så startede et langt sejt træk, som sidenhen har vendt op og ned på mit liv. Planen bestod bla. af løbetræning hver anden dag. Det supplerede jeg med styrketræning på betongulvet i kælderen, til lyden af rigtig meget Nik og Jay – og rigtig højt!
Løbeturene foregik i al slags vejr, for der skulle jo løbes hver anden dag uanset hvad. Det var nok en af de vigtigste beslutninger jeg havde taget, og på mine træningsfri dage, glædede jeg mig som et lille barn til at løbe igen. Det hele havde pludselig fået et formål, og jeg kunne jo også se på kroppen at der skete noget i processen efter lidt tid. Det gjorde det hele lidt sjovere, syntes jeg.
Mit endegyldige mål var som sagt at løbe stærkt og at opleve noget så sindsygt som at komme under de 20 minutter bare én gang i mit liv.
I sommerferien deltog jeg i et ParkRun på 5 kilometer, og der løb jeg på 20.55 eller noget i den stil. Jeg var knaldrød i hovedet, og følte jeg havde givet ALT og aldrig nogensinde kunne løbe så hurtigt i så lang tid igen.
Ugen efter til Havneløbet, altså cirka 4 måneder inde i forløbet, kom dagen, hvor jeg ville lave den egentlige test af min form, men jeg følte mig desværre halvsløj og langt fra klar i kroppen til at løbe stærkt. Min søster Sofie trøstede mig med, at det nok bare var lidt nerver. I der løber mange motionsløb ved nok selv hvad jeg mener, når jeg siger at man stort set altid har ondt et sted, føler sig sløj, træt, ugideligt, tung eller stakåndet den dag der skal løbes. For kropsfornemmelsen holdt slet ikke: Jeg løb 19.59! Det ene sekund gjorde alverden til forskel for mig, og det er den største sejr jeg nogensinde har oplevet. Og selvom jeg sidenhen har været nede på 19.05, overgår det ikke det øjeblik jeg oplevede i august 2013.
Jeg siger ikke at alle kan lære eller ønsker at løbe stærkt, men har man den rette ånd, så kan man meget mere end man tror uanset udgangspunktet. Løb gav mig så meget blod på tanden, og fordi det har haft så stor indflydelse på mit generelle velbefindende, valgte jeg at uddanne mig til løbecoach, og har nu siden 2014 trænet en stor mængde løbere, der har hver deres drøm 🙂
Fælles for alle dem inkl. mig selv gælder:
* En god form kan ikke forceres, men motivation kan kickstartes any time
* Man fortryder kun den løbetur man ikke tog!
Og med det siger jeg rigtig godt nytår allesammen –
Håber vi ses på den ene eller anden måde!
Læg en kommentar