Det er lidt abstrakt det jeg roder mig ud i her. Men jeg får temmelig ofte et spørgsmål, som er svært at svare helt entydigt på, men som jeg hver gang forsøger at forklare. Nemlig:
“Hvad motiverer dig til at at fastholde din træning året rundt?”

Jeg svarer oftest det helt indlysende, som er det at have nogle kort- eller langsigtede mål. Fx. at slå mine egne rekorder. Men mens jeg har været skadet, har jeg lavet noget alternativt træning i stedet for mine løbeture, og stadig følt stor lyst til at træne, selvom jeg ikke har haft et egentligt og konkret mål med det.  Så det at have mål, er ikke hele humlen for mig.

Nu hvor jeg er løbende igen, (med måde), har jeg atter mine tanker rettet mod mine rekorder. Men forleden eftermiddag var jeg så ude på en løbetur, hvor jeg fik tanken og følelsen af at ville have den overstået hurtigst muligt!? Jeg gad ikke at løbe turen mens jeg gjorde det, og havde følelsen af trippe for at komme hjem igen. Jeg var i en tilstand, hvor det var en klods om benet og føltes som en tidsrøver, at jeg løb rundt dér, for jeg havde jo en masse andre gøremål, og ting jeg skulle nå. Jeg undrede mig over,  at jeg havde det sådan (selvom det er hændt før nogle gange ind imellem) og pludselig gik det op for mig, hvad det gik ud på:

Hvis jeg ser mine træninger som et nødvendigt onde, og noget der skal overstås, så er det ekstremt demotiverende at løbe. Men ser jeg i stedet træningen som en handling der er ligeså værdifuldt og meningsfuldt som andre aktiviteter, uanset det egentlige mål med det, så er træningen noget der gør mig glad og giver mig overskud. Løbet skal med andre ord have sin tid og plads, på lige fod med andre gøremål! Er det ikke også fair mod én selv, når nu det både er sundt for krop og psyke at løbe?

I det her tilfælde, fik jeg vendt tankerne om løbeturen mens jeg løb, så det gik fra pligt til accept/lyst, og det gjorde en verden til forskel på resten af løbeturen. I øvrigt drejede den samlede distance sig kun om 5 km, hvilket blot gjorde det endnu mere tåbeligt ift tidsperspektivet.

Uden at lette fra jordoverfladen, så er det i sidste ende ‘mental tilstedeværelse’ det handler om. Jeg ved fra min uddannelse og erfaring med mindfulness, at det at være tilstede, giver en vanvittig stor værditilførelse – Så fremfor at tænke over, hvor man er på vej hen, eller lige har været, så er det NU det handler om. Giver jeg mig selv plads til at være lige her og lige nu, så er der ikke andet der fylder. For valget om at løbe den tur er jo truffet, og det er tankerne der gør den store forskel, om det bliver en god eller en dårlig tur.

Heldigvis er løb for mig blevet en integreret del af min livsstil, og ikke noget jeg beslutter om jeg skal eller ikke skal. Så jeg ligger aldrig i forhandlinger med mig selv om, hvorvidt jeg skal træne eller ej. Men derfor er det stadig mest motiverende, når det er lystbetonet 🙂

Så for at opsummere, så er motivation for mig:
* At undlade at stille spørgsmålstegn ved aktivitetens eksistensberettigelse. Beslut dig en gang for alle og før den ud i livet, gang på gang, på gang på…….Accepter at det først bliver en integreret vane efter en rum tid.

* Vær ALTID tilstede i aktiviteten – vane eller ej. Det fjerner negativ hjerneaktivitet/irritation/stressende tanker om alt det andet man også kunne lave fremfor at løbe.

Jeg håber det gav ligeså meget mening for dig, som for mig 🙂 For løb er ikke et fravalg af andre ting, men et tilvalg i sig selv i min verden. Det giver så meget ekstra energi og velvære, så længe det bare sker i en sund balance mellem andre aktiviteter og restitutionspauserne!

I morgen eftermiddag skal jeg træne rytmisk vejrtrækning med en 9. klasse og bagefter skal jeg guide dem igennem en 12 minutters meditation, for at træne fokusevnen……. Det er bare så fedt at være med til at klæde de unge mennesker på med noget der rækker længere end løbeturen 🙂

Namasté