Løb er en fantastisk motionsform, som kan være med til at forlænge vores liv. Det skyldes primært at hjerte og kredsløb holdes fit for fight. Det er dog også super vigtigt at opretholde en god muskelmasse, så din krop ikke går i stykker undervejs i aldringen. Løb i sig selv er ikke specielt muskelopbyggende, så der må andre værktøjer til.
I min træning bruger jeg en del forskellige coreøvelser til at få en god kernemuskulatur. Jeg er nok mest motiveret af, at jeg kan få ekstra fart i skoene og i høj grad undgår skader. Knap så meget tænker jeg over, at jeg engang kan nøjes med rollator frem for kørestol (forhåbentlig).
Man kan vel sammenligne det lidt med at tale pensionsopsparing med en 18 årig! Og jeg taler af erfaring, efter 14-15 år i bankverdenen. Der er så længe til, at det føles som i et andet liv. Men man kan aldrig starte for tidligt og det vil også give en mental styrke at vide at man er stærk fysisk.
Jeg har for vane at bruge mine løbefri dage, til at kaste mig over de forskellige øvelser. Ofte træner jeg squats med eller uden vægtstang. Det giver gode eksplosive muskler i ben og rumpe.
Den onde planke og sideplanke er standard, ligesom armstrækninger er det. Snupper også lidt forskellige mavebøjninger og rygøvelser. Jeg tegner virkelig elendigt, og har svært ved at tage selfies mens jeg ligger i planken, så jeg har i stedet vedhæftet lidt inspiration fra en artikel i “Samvirke” til coreøvelser. Klik evt. på linket nedenfor, hvis du vil se mere om coreøvelser. (Illustrationen øverst på siden er ydmygt lånt af www.stinestregen.dk)
Er vi heldige, kan vi mødes til en runde stavgang ved mosen om 30-50 år 🙂
Læg en kommentar