Kender du den der følelse af at handlinger, der gør dig glad og giver dig energi, alligevel samtidig kan give dig dårlig samvittighed?

Jeg nyder mine løbeture så meget, at jeg stort set altid glæder mig til at komme af sted. Jeg er overbevist om at mine løbeture ikke er en flugt, men rent faktisk er et behov jeg har for at bruge min krop, udvikle mig, få renset sindet, præstere noget, og give min hverdag et formål og endnu mere meningsfuldhed. Når nu jeg er løbecoach, er der også rigtig god mening i, at jeg selv er i topform.
Selv om min opremsning er lang, så lurer en indre løftet pegefinger om, at jeg hellere skulle få lagt vasketøjet sammen, have styr på madplanen for ugen og lege nærværende med mine børn, fremfor noget så egoistisk som at løbe en tur. Måske har denne samvittighed også noget at gøre med, at jeg gør noget, som ikke nødvendigvis alle andre føler behov for, og derfor føler jeg SELV, at jeg skal forklare mig og argumentere for min lyst til at stikke af sted.

Jeg vil egentlig kendetegne min lyst til at løbe, som en passion jeg har haft helt fra barndommen, men ikke altid har dyrket. Nu har jeg valgt at forfølge og dyrke den lyst. Faktisk så meget at det er blevet mit levebrød. Og jeg elsker det! Jeg oplever heldigvis de positive emotioner på mange andre måder også, men jeg kan selv blive endnu bedre til at dyrke og opsøge dem. Min egen iboende dårlige samvittighed er jeg alene med, for jeg oplever faktisk aldrig at andre bebrejder mig, når jeg vælger mig selv til.

Forskning indenfor den positive psykologi viser, at der er evidens for at ting/handlinger der skaber positive emotioner, er en vigtig brik i puslespillet om at leve det gode liv. Positive emotioner er en slags følelse enten af glæde, tilfredsstillelse, fred, inspiration, håb, nysgerrighed eller kærlighed.

Martin Seligman (Psykolog, forfatter og “opfinder” af begrebet Positiv Psykologi) har skrevet tykke bøger om emnet, som jeg naturligvis har pløjet igennem. Så skråt op med den dårlige samvittighed, og så gælder det om at gøre teori til praksis! Børn er jo fabelagtige til at gøre de ting de har lyst til, og det kunne vi voksne godt lære lidt af.

Ham dér den glade fyr, er min 6-årige krudtugle Vitus, der nyder livet. Han har da lykkeligt glemt alt om at rydde op på værelset og nyder livet i fulde drag!

hav