Jeg har netop aktiveret mit medlemskab i Fitness World, som ellers har ligget i dvale det meste af tiden de seneste år. Ergo er jeg en af de klassiske fitnesskunder. Men et af mine mål for i år, var at tage core- og styrketræning mere seriøst ind i min træningsplan. Det er bedre end kun at løbe, og så kan det være med til at gøre mig hurtigere.

Det gode ved den slags fitnesskæder er, at jeg altid kan finde et center der har “Stram op” på programmet. Jeg er blevet kæmpe fan, fordi holdet varer 55 minutter, og er effektivt fra start til slut. Vi gennemgår samtlige muskelgrupper, og jeg er så træt i armene, at  jeg dårligt kan tage mascara på bagefter uden at klatte ved siden af. Det er så det gode ved aftenholdene i hverdagene, hvor jeg alligevel ikke skal maje mig ud bagefter.

Jeg har lært nu, at jeg skal komme i virkelig god tid til holdet. Det er normalt ikke en af mine styrker, for jeg kommer som regel på klokkeslet til mine aftaler. Men kommer jeg for sent ind i køen, så er det så godt som umuligt at finde en plads i salen, som rummer mellem 500 og 1000 kvinder. Og KUN kvinder! Med mindre jeg vil stå bag søjlen, ligesom på de billige pladser i cirkusteltet. Eller helt oppe ved instruktøren – som også er kvinde – og som med sit falkeblik retter på mig, når min trætte bug nærmer sig gulvet sidst i “planken”.

Jeg tager hatten af for dem der kører Planke-Challenge, og som holder den i 5 minutter. Det kan man da ikke!? Jeg tager derfor udfordringen op og starter i dag på åben skærm med at blotte mine elendige planke-evner. Om en måned, laver jeg forsøget igen, og så håber jeg at jeg kan bevise for jer, at træningen har virket 🙂 Uhhhh elsker at udfordre mig selv.

Men smid dig lige på gulvet, og vær med, mens jeg ydmyger mig selv på det groveste 🙂