Løb skal være sjovt – Er du ikke enig i det? Og når jeg træner folk, så hygger vi os. Vi har det sjovt simpelthen. Ikke to personlige træninger er ens, og jeg skræddersyer altid en times program til den enkelte. I det her tilfælde, der skal vinderen af lodtrækningen
Henrik Johansen, Solrød
ud at løbe med mig ved Utterslev Mose. Henrik vil gerne træne vejrtrækningsteknikker, og det kunne jo være super sjovt at se hvad der sker, hvis jeg beder ham tage en dyb vejrtrækning og så løbe op ad kælkebakken, mens han holder vejret. Det sjove ved at være træner eller specialist i noget er nemlig, at ‘initial etos’ gør sig gældende. Det vil sige at folk har en forudindtaget holdning til, at det jeg siger er rigtigt, fordi min rolle som træner er troværdig 🙂 Ok, det ville være sjovere og joken holde lidt længere, hvis jeg havde bedt Henrik om at lave gadedrengehop hele vejen rundt om mosen.
Men Henrik – Vi skal træne rytmisk vejrtrækning, og det er en stor berigelse, synes jeg selv. Kunsten er at holde fokus.
Når først rytmen sidder der, så kører det bare. Men musik, snak med andre løbere eller uopmærksomhed kan godt få én til at glemme, hvor man lige kom til. Så det handler om øvelse. Men jeg kan selv mærke, at den nylærte teknik for mig har givet mig ekstra energi i de sidste konkurrencer. Mine nye konkurrencesko ‘Launch’ fra Brooks, som jeg hentede i Kaiser Sport & Ortopædi sidste lørdag, gav nok også lidt fart i søndagens Frost Cup!
Jeg vil ikke skrive så meget mere om rytmisk vejrtrækning lige nu, da jeg har en større artikel i næste udgave af LøbeMagasinet, som omhandler netop den teknik.
Jeg kontakter dig direkte Henrik. Og tak til alle jer utrolig mange løbere, som har deltaget i konkurrencen. Det er super søde, flotte og konkrete kommentarer I har skrevet. Jeg inviterer alle bloggens læsere til en tur om mosen i foråret og det kommer der mere om i et andet blogindlæg.
Læg en kommentar