Det er egentlig skide sjovt, at mit mest læste blogindlæg nogensinde har handlet om intet mindre end = lort. Men jeg synes nu også, at indlægget fortjente lidt opmærksomhed, da mange løbere netop kender til fænomenet, at skulle skide på en løbetur. (Læs det her).
Jeg har lyst til at lave en opfølger på det blogindlæg, fordi jeg kom med nogle råd, som eksperterne anbefaler, så man kan undgå at få koldsved på løbeturen…eller det der er værre.
Det klassiske råd, som jeg ofte hører fra mennesker omkring mig, er: ‘Så skid dog inden du løber’! Det råd er helt teoretisk for mit vedkommende, (som det at sidde på lokum uden sin telefon), da de færreste mennesker skider på kommando. Men når en løber skal, så skal hun/han, og det er typisk efter de første par kilometer af løbeturen at trangen opstår. Havde jeg bare kunne starte enhver løbetur med en runde om huset, fikse en hurtig aflevering og så løbe videre, så havde det da være alletiders.
Jeg må helt ærligt indrømme, at de råd jeg kom med sidst, om ikke at spise før en løbetur, undgå sukker og andre håbløse ting i en travl hverdag, (som jo ikke kun handler om mig og mit ego), betyder at jeg IKKE har kunne leve op til de råd. Ergo er jeg stadig den, dér glæder mig til at bladene springer ud, så jeg i det mindste er camoufleret lidt, hvis lokummet ikke befinder sig samme sted som mit behov opstår.
Men folkens jeg har godt nyt: Forskere har fundet ud af at ‘løbermave’ muligvis også kan skyldes, at man har lige lovligt travlt eller ligefrem er stresset, og derfor vil det være en fordel at lave en lille meditation kort inden løbeturen eller at slappe af et øjeblik, så man lige nulstilles engang. For kunne man mon tolke det sådan, at hvad man har i hovedet inden turen, skal ud på turen? Jeg skal ihvertfald prøve at tømme hovedet før mine løbeture, og se om der kommer noget godt ud af det (udover de mange andre ting der er fremragende ved at meditere). Jeg plejer selv ofte at meditere EFTER en løbetur, da det fremmer en hurtig restitution, men det er da værd at forsøge med en omvendt struktur, så man slipper for frostsprængninger i måsen og lusken rundt i buskadserne.
Pøj pøj med det I skiderikker 🙂
Læg en kommentar